Er det klogt som særbarn at samtykke til uskiftet bo?

Jeg har et lille spørgsmål om uskiftet bo efter min far, der lige er død.

Hvis min søster og jeg går med til, at min fars kone kan sidde i uskiftet bo, så hun kan blive siddende i huset, hvad så med vores arv den dag, at hun dør?

De er blevet gift for ca. 12 år siden, og hun har 3 børn fra sit første ægteskab. Når hun dør, så skal hendes børn jo arve efter hende, men der er til den tid muligvis ikke mere tilbage af huset (friværdi ca. 1.400.000 kr) og den nye bil (ca. 200.000 kr.) .

Jeg troede, at man gjorde op, hvad der var af værdier den dag min far han døde.

Hun kan jo give sine 3 børn det hele, mens hun lever, eller hvordan er reglerne herom?

Svar:

Hvis det for nemheds skyld antages, at fællesboet ved din fars død udgør 1.600.000 kr., skal din fars nye hustru have boslod med 1/2 eller 800.000 kr. og hun arver desuden 1/2 af din fars boslod eller 400.000 kr. Tilbage bliver 1/4 af fællesboet eller 400.000 kr. til deling, således at du og din søster hver arver 200.000 kr.

Et samtykke til at din fars hustru kan sidde i uskiftet bo vil ganske rigtigt indebære, at I først får arven, når boet senere skiftes. Sker dette først efter hendes død, skal formuen til den tid opdeles i 2 halvdele og du og din søster skal derefter dele denne halvdel. Hvis formuen er uforandret på 1.600.000 kr., får I mere end ved skifte nu, nemlig 400.000 kr. hver.

Ved at samtykke til uskiftet bo risikerer I, at det uskiftede bo bliver langt mindre end nu, idet det uskiftede bo langsomt bliver brugt til det løbende forbrug. I risikerer desuden, at der bliver givet gaver til jeres stedmoders 3 børn. Der er i arveloven en vis beskyttelse mod boets forringelse i arvelovens §§ 29-32, 

Uanset denne beskyttelse vil jeg umiddelbart tro, at I gør klogest I at nægte at samtykke til uskiftet bo.

Jørgen U. Grønborg

Århus


Hit Counter

10-02-17