Kan min udlejer sige mig op, når jeg har fået et barn?

Jeg bor til leje i en mindre udlejningsejendom. I lejekontrakten under § 1 har udlejer tilføjet med håndskrift: "enlig dame uden børn", hvilket jeg også var, da jeg flyttede ind for godt 3 år siden.

Nu har situationen ændret sig, idet jeg er gravid og skal føde til foråret. Kan udlejeren opsige mit lejemål, når barnet er født og dermed også flytter ind? Som det ser ud p.t., skal barnets far ikke bo her, dvs. det er kun barnet og jeg, der skal have adresse her.

Jeg påtænker at gøre lejligheden i stand, men vil nødig "spilde" maling, penge og arbejdskraft, hvis jeg må forvente at skulle flytte i løbet af 5-6 måneder.

Svar:

Din udlejer kan ikke opsige lejemålet, fordi du får et barn, der også bor i det. 

Efter lejeloven har du ret til at benytte det lejede sammen med medlemmer af din husstand, medmindre noget andet er særligt fremhævet som et vilkår i kontrakten. Og det gælder absolut ikke den omtalte håndskrevne tilføjelse under § 1.

Du kan henvise din udlejer til lejelovens § 26 stk. 2.

Med venlig hilsen

 
Erik Frodelund

Hit Counter

23-08-12