Skal udlejer oplyse om indeståendet på indvendig vedligeholdelseskonto?

Vi har nu boet til leje i en udlejningsejendom med i alt 9 lejemål, og lejligheden trænger nu til en ordentlig omgang maling på væggene samt lofterne som er ved at skalle af flere steder.

I lejeloven står der at udlejer er forpligtet til at lave en særskilt vedligeholdelseskonto både for hele ejendommen men også for hvert lejemål, hvor udlejer efter lejeloven skal indsætte et beløb pr. m2 pr. år.

Spørgsmålet er så:

Har udlejer pligt til at oplyse os om hvor meget der p.t. står til rådighed på kontoen for kun vort lejemål?

Er det muligt ifølge lejeloven at udlejer afholder udgifterne til maling af lejligheden, hvor vi så selv kan male, også selv om vi ikke fraflytter lejligheden?, det er kun vedligeholdelse der er tale om?

Hvis nu ikke udlejer vil oplyse os om skriftligt, hvad der står på denne vedligeholdelseskonto, hvad gør vi så?

Eller hvis udlejer overhovedet ikke har en særskilt konto for hvert lejemål, hvad gør vi så?

Svar:

Udlejer har kun pligt til at oprette en indvendig vedligeholdelseskonto, hvis det er udlejer, der har den indvendige vedligeholdelsespligt.

Hvis du som lejer i modsat fald har den indvendige vedligeholdelsespligt, så har udlejer ingen pligt til at oprette en konto  - og i denne situation vil det være lejeren, der står for malerarbejde af lejligheden.

I din lejekontrakt skal det følge, hvorvidt det er lejer eller udlejer, der har vedligeholdelsesforpligtelsen. Hvis intet følger af lejekontrakten, er det udlejer, der har forpligtelsen.

Har udlejer forpligtelsen, har udlejer også pligt til at meddele lejeren, hvilket beløb, der står på kontoen.  Pengene vil i denne situation kunne bruges til at male lejligheden af lejerne.

Man skal være opmærksom på ved vedligeholdelseskonti, at de udelukkende kan anvendes - indtil opsigelse er fremsendt til udlejeren.

Huslejenævnet er ikke kompetent i sager, hvor der er uenighed om vedligeholdelseskonti - og derfor er Boligretten eneste mulighed, hvis der opstår en tvist.

Med venlig hilsen

Lise Rørbæk Jensen


Hit Counter

23-08-12