Kan vi kræve erstatning, når naboen klipper vores hæk?

Vores nabo ønskede at klippe bøgehækken ned i en meters højde, men vi sagde 1.80 meter i højden.
 
Hvilket blev aftalt, troede vi - for 2 dage efter, kom jeg hjem fra arbejde og hækken var knapt 1 meter høj.

Hækken er placeret i skel.

Jeg vil nu gerne høre om, vi kan kræve, at han betaler for en ny hæk eller et hegn.
 
Vi har talt med manden om hegn, dette vil han også have op, idet han ikke syntes, at hækken er så køn, som han havde forventet.


Svar:

Jeres nabo har ingen som helst ret til at klippe hækken ned til en meter i højden, lige som han ikke må udskifte hækken med et fælles hegn af en anden beskaffenhed, se hegnslovens § 10 stk. 6 og § 12 stk. 1 under denne linjes lovsamling.

I kan eventuelt begære et hegnssyn, der skal tage stilling til hegnets dimensioner og beskaffenhed, og hvor I kan anmode om, at naboen bliver pålagt at opsætte et midlertidigt hegn i 1,8 meters højde på sin side af hækken, indtil den igen er vokset op.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund