Hvor tæt på min bolig må en gylletank placeres?

I Bekendtgørelsen om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.m. hedder det i § 6 stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan påbyde en mere hensigtsmæssig placering af f.eks stalde og anlæg for gødningsopbevaring. Et sådant påbud kan ikke ankes.

Hvor kan jeg finde information om baggrunden for denne paragraf og brugen af den ?.

Forsøger at overbevise kommunalbestyrelsen om, at de bør anvende den på en gylletank, der påtænkes placeret 51 meter fra vor bolig.

Ovennævnte bekendtgørelse indførte et krav om 50 meter mellem nabobeboelse og stalde m.m. vistnok i 1992. Var der inden da lignende afstandsgrænser i medfør af andre love eller bekendtgørelser ?

Svar

Jeg har været inde i den eneste juridiske litteratur, som jeg har på dette område. Nemlig den af dig omtalte bekendtgørelse nr. 1159 af 19.12.1994, som er trykt i Karnovs Lovsamling på side 1991 til 1994. Og her var der ingen noter, som kunne hjælpe dig med din sag.

Men hvis jeg var på nippet til at få en gylletank i nærheden af mit hus, ville jeg sende landbrugsministeriet og miljøministeriet en skriftlig forespørgsel - og se om jeg efterfølgende kunne bruge svarene over for den lokale kommunalbestyrelse. Som berørt nabo skal du have en frist på to uger til at udtale dig, jfr. bekendtgørelsens § 33 stk. 3.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund