Må formanden forestå salget af andelslejligheder mod  honorar?

Jeg skriver til jer angående en privat andelsboligforening.

Når der skal sælges en bolig, så siger formanden at det ikke er nødvendig med ejendomsmægler eller andet, for det fordyrer bare salget, men at han kan gøre det billigere ved at forestå salget. Det sidste han solgte tog han 5 til 6000 kr. plus moms for.

Og så er det jeg spørger om det er lovligt / etisk rigtigt af formanden at tage betaling for dette.

Han skal jo alligevel underskrive og godkende salget som formand af foreningen.

SVAR:

Efter min opfattelse er det ikke foreneligt med hvervet som formand for en andelsboligforening samtidig at være mægler i forbindelse med afståelse af andelsboliger.

Salg af andelsboliger sker normalt uden mægler, men i det omfang en sælger af en andelsbolig vælger at benytte en mægler kan det ikke være formanden. Der sker efter min opfattelse en sammenblanding af formandens erhvervsmæssige interesser og hvervet som formand, som andelsboligforeningens bestyrelse ikke bør acceptere.

Hvis ikke formanden i øvrigt er autoriseret som ejendomsformidler i medfør af bestemmelserne i Lov om omsætning af fast ejendom § 8, må han slet ikke fungere som ejendomsformidler.

Med venlig hilsen

Advokat Torben Winnerskjold,

Advokaterne Sankt Knuds Torv,

Århus


Hit Counter

23-08-12