Har vi selv vedligeholdelsespligten på komfuret?

I vores lejlighed er installeret et komfur, som også står i lejekontrakten, at det følger med lejligheden. Ovnlågen kan nu ikke lukke helt, og vi har spurgt udlejeren om det kunne blive repareret. I første omgang prøvede man selv at udbedre skaden, hvilket bevirkede at ovnlågen faldt på gulvet og gik i mange, mange stykker. Vi fik en ny låge, som vi selv satte på. Men dette udbedrede ikke den gamle skade, hvilket vi gjorde udlejeren opmærksom på.

Der skete så ikke meget mere. Men her fornylig har vi skrevet et brev om, at vi gerne vil have ovnlåget repareret. Svaret var, at vedligeholdelsen af komfuret stod vi selv for. Dette mener jeg ikke kan være rigtigt, da det ikke er vores komfur.

Kan du hjælpe mig med dette?

SVAR:

Jeres udlejer har pligt til at vedligeholde komfuret, idet komfuret - hvor mærkeligt det end måtte lyde - er en del af den såkaldt udvendige vedligeholdelse.

Send eventuelt din udlejer et anbefalet brev, som du - af bevismæssige grunde - beholder en kopi af, og hvor du:

1) Under henvisning til det forgæves reparationsforsøg fra udlejers side forlanger, at han straks udbedrer manglen ved komfuret, jfr. lejelovens § 11 stk. 1.

2) Forbeholder dig ret til et forholdsmæssigt afslag i huslejen, så længe der er mangler ved komfuret, idet det forringer det lejedes værdi, jfr. lejelovens § 11 stk. 2.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund