Kan jeg hæve købet af syg ilderhvalp?

Hvordan ligger det med refundering at noget af købssummen for en ilder med hofteledsdysplasi. 

Jeg har for ca 4 måneder købt en ilderhvalp for 1000 kr. Han har nu vist sig at have hofteledsdysplasi, og kommer nok ikke uden om en meget dyr operation. Hvad har jeg af rettigheder i denne sag? 

Jeg har oplyst om at han er syg, og de sagde at de "ikke ville handle med den aktuelle avler mere", men hvad hjælper det mig, når de samtidig vil prøve at sælge hvalpe der er søskende til en anden af mine ildere med HD uden at oplyse om sygdommen. Denne ilder er købt privat, og er blevet aflivet.

Kan de bare gøre det, og slippe af sted med det? 

Kan jeg ikke få en del af købssummen tilbage, eller kan de i fald tvinge mig til at få en anden ilder i bytte i stedet for penge?

Jeg er jo blevet glad for min ilder, syg eller ej.

Svar:

Udgangspunktet må siges at være, at din ilder utvivlsomt er behæftet med en mangel. Hofteledsdysplasi er en arvelig sygdom og mangelen har derfor også været til stede på købstidspunktet.

Ifølge Købelovens regler om forbrugerkøb har du herefter ret til at hæve handelen - d.v.s. levere din ilder tilbage mod at få udbetalt købesummen. Forretningen kan ikke kræve, at du tager en anden ilder "i bytte". Du kan også indenfor visse grænser kræve afhjælpning - nemlig med mindre dette vil påføre sælger uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe. Meget afhænger således af, hvad operationen af din ilder løber op i - hvis det er mere end købesummen, skal du nok ikke forvente, at forretningen betaler frivilligt.

Hvis forretningen ikke vil rette for sig, vil jeg anbefale, at du indbringer sagen for forbrugerklagenævnet. Det koster kun et mindre gebyr og du kan finde nærmere om dette på forbrugerstyrelsens hjemmeside, www.forbrugerstyrelsen.dk

Med venlig hilsen

RET&RÅD, Roskilde

Karen Kaufmann

Danmarks Familieadvokat samarbejder med Ret & Råd.


Hit Counter

16-09-14