Kan jeg få erstatning, når min nye 17''-skærm har vist sig kun at være på 15,8''?

Jeg har købt en pc-skærm. Skærmen skulle være en 17'' skærm og det står der også på fakturaen

Nu har jeg haft besøg af en ven, der er computerekspert, og han har fundet frem til, at skærmen kun er 15,8''

Kan jeg forlange en godtgørelse eller hvad kan jeg gøre?

Jeg købte skærmen for 10 måneder siden, så garantien gælder stadig

Svar:

Selvom man køber en 17" skærm, så er det "visuelle område" aldrig 17". Alt afhængig af hvilken type skærm man køber, så vil selve skærmfladen for en 17" skærm ligge mellem 15,7" og 16,2. F.eks. er det visuelle område på en LG Studioworks 17" 775E skærm 15,9", hvorimod det på en Daewoo 17" 712B er 16,2". Man kan som tommelfingerregel regne med at det "visuelle område" generelt er ca. 1" mindre end hvad man angiver på skærmen. Grunder hertil er, at den måde man måler en skærms størrelse ikke er identisk med det "visuelle område", men derimod med selve billedrørets størrelse som på en 17" skærm er 17". De 17" angiver afstanden mellem skærmens opspændingshuller målt diagonalt. Man kan generelt finde oplysninger om dette på producentens hjemmeside eller på www.edbpriser.dk.

Det vil derfor være svært at komme igennem med, at skærmen er mindre en 17", idet dette er afhængig af den måde hvorpå skærmstørrelsen angives. I branchen er det praksis, at man angiver billedrørets størrelse, selvom det "visuelle område" er mindre.

I forbrugerkøb skal man reklamere inden rimelig tid (ca. 1 måned) efter at man opdager fejlen. Da der er gået omkring 10 måneder siden købet, og da man kan diskutere, om denne fejl burde være opdaget før der var gået 10 måneder, så bliver det svært at komme igennem med at man skal have pengene tilbage eller godtgørelse. Selvfølgelig vil det i et eventuelt juridisk slagsmål blive foretaget en konkret vurdering af sagen, men når man samtidig tager forholdet omkring angivelse af skærmens størrelse som 17", hvilket er standard i computerbranchen, selvom skærmens "visuelle område" er mindre, så bliver det særdeles svært at komme igennem med at man skal have pengene tilbage eller godtgørelse.

Du må nok se i øjnene, at der ikke er noget at komme efter i denne situation.

Med venlig hilsen

Peter Eliasson Tønder og Claus Bonde Mikkelsen