Kan ejendomsmægler kræve 3.125 kr. for en gratis vurdering?

En ejendomsmægler reklamerer med gratis vurdering. En lejlighed bliver vurderet, der skrives ikke under på noget og man aftaler konkret, at der er tale om en gratis tjenesteydelse fra mæglerens side i håb om at få lejligheden til salg.

Efterfølgende sælges lejligheden privat til familie, og da mægleren orienteres herom sender han en regning på kr. 2.500 + moms, dvs. i alt 3.125 kr.

Er dette lovligt?

Svar:

Det er ikke ulovligt at forsøge at få honorar i strid med de indgåede aftaler.

Mægleren skal imidlertid bevise, at der er truffet aftale om, at vurderingen skulle ske mod betaling, og det kan mægleren efter min vurdering ikke.

Hvis mægleren fastholder sit krav, vil jeg råde dig til at klage over mægleren til Klagenævnet for Ejendomsformidling.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Kommentar fra en læser:

Jeg har lige læst om en mægler, der opkrævede penge for en gratis vurdering, efter at den pågældende lejlighed var blevet solgt privat, og jeres svar.
I forbindelse med vurdering af min egen lejlighed kontaktede jeg flere mæglerkæder på Frederiksberg og fik da oplyst, at vurderingen var gratis, men at jeg ville blive opkrævet ca. det samme beløb, såfremt jeg valgte selv at sælge lejligheden frem for at benytte en mægler, der var medlem af "ejendomsmæglerforeningen" - altså autoriseret, da "det jo ikke er for at give folk grundlaget for selv at sælge, at vi tilbyder fri vurdering". M.a.o. kunne man få gratis vurdering, såfremt man blot benyttede en mægler ved et salg - også en af konkurrenterne. Dette bør måske være værd at videregive?

Med venlig hilsen
Mette

Ovenstående fremgangsmåde er efter min mening helt i orden, blot mægleren fra starten sørger for at gøre det klart for folk, at vurderingen ikke er gratis.

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

16-09-14