Er sælger ansvarlig for snyd med speedometeret?

Jeg er kommet i den uheldige situation at have købt en bil, hvor speedometer er udskiftet med et med lavere km tal. Det er en privat - privat handel.

 Bilen købte jeg via en annonce i Den Blå Avis. Som annonceret i avisen stod speedometeret på 177.000 km da jeg var ude at se på bilen. Den så ud til at være et fornuftigt køb til pengene, hverken for dyr eller for billig. Så jeg købte den!

Da jeg sidste søndag skulle skifte en pære i bilen fandt jeg en seddel fra et værksted, hvor der stod at tandremmen var skiftet ved 407.000 km. Jeg ringede derefter til det værksted, hvor bilen er blevet serviceret og fik den besked, at de lavede 400.000 km eftersyn på den i januar 2000.

 Jeg konfrontere herefter den person, som jeg har købt bilen af, med det som jeg har fundet ud af. Han indrømmer at have udskiftet speedometeret med et der har langt færre km på sig, men at han jo ikke har givet speedometer garanti på slutseddelen, hvorpå der slet ikke står et km tal. Han nægter at tage bilen retur eller at betale en kompensation.

 Jeg købte bilen for 46.500 DKK (dog annonceret til 53.000 DKK).

Ved opslag på www.bilpriser.dk findes følgende priser ved forhandler salg. 

Ved 177.000 -> 66.200 DKK

Ved 425.000 -> 38.200 DKK

Det vil sige at der er en difference på 28.000 DKK

Mit spørgsmål er, om det muligt at få manden til at tage bilen retur / betale en form for kompensation eller har jeg virkelig "skidt i nællerne"?

Svar:

Jeg synes du skal fortælle din sælger, at han er meget tæt på at være i konflikt med straffelovens bestemmelser om bedrageri m.m. (Faktisk er han i konflikt med dem, så vidt jeg kan bedømme, og du kan jo overveje at melde sagen til politiet).

Rent køberetligt er der heller ingen tvivl om, at de mange "ekstra" kilometer er en mangel, som sælger hæfter for, uanset, at der ikke er givet kilometergaranti - for realiteten er jo, at sælger godt vidste, at det kilometer-tal, der stod i annoncen var ukorrekt. Rent juridisk har sælger altså handlet svigagtigt, idet han ikke kunne være i tvivl om, at oplysningen om antal kilometer ville være af betydning for køber (og for bilens pris).

Dit valg er nu, at du enten kan hæve handelen - altså forlange dine penge tilbage mod at aflevere bilen (hvilket jeg nok ville overveje i dit sted, for hvem ved, hvad han ellers kan have fusket med) eller du kan acceptere at beholde bilen. 

Uanset om du vælger det ene eller det andet kan du desuden forlange erstatning, d.v.s. at sælger må tilbagebetale dit tab. Tabet er jo i hvert fald minimum forskellen mellem den pris, du har betalt og "listeprisen" for en tilsvarende bil med det korrekte antal kilometer - men der kan muligvis blive tale om et større beløb, eftersom du jo troede, at du havde gjort en god handel, jvf. at du ved videresalg kunne have tjent ca. kr. 20.000 (baseret på den oplyste listepris). Så egentlig er det dette beløb, der udgør dit tab.

Hvis sælger ikke betaler frivilligt, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat.

 Med venlig hilsen

RET&RÅD, Roskilde

Karen Kaufmann

  Danmarks Familieadvokat samarbejder med Ret & Råd.


Hit Counter

22-09-14