Kan jeg annullere købet af for sent leveret campingvogn?

 Jeg har et spørgsmål vedr. annullering af et køb af en campingvogn, som jeg har købt af en forhandler.
 
Ifølge slutseddelen skulle der laves en reparation på vognen.

Ifølge aftale med forhandleren fik han 3 uger til levering, denne dato står på slutsedlen.

Efter 3 uger, har jeg endnu ikke fået vognen leveret, og derfor er spørgsmålet nu:

Kan jeg hæve handlen uden nogen omkostninger for mig ?

Jeg har ikke betalt købesummen endnu, det skal ved levering.

Svar:

Du kan ikke hæve købet med det samme, medmindre der står i købeaftalen, at det er af afgørende betydning for dig at få leveret campingvognen, inden udløbet af fristen på de tre uger.
 
I stedet kan du sende sælgeren et anbefalet brev, som du - af bevismæssige grunde - beholder en kopi af, og hvor du fx forlanger at få campingvognen leveret inden for en frist af yderligere ti dage, og hvor du meddeler, at du hæver købet, såfremt det ikke sker.

Får du ikke campingvognen inden for den nye frist, kan du derefter sende et brev, hvor du hæver handlen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund


Hit Counter

23-08-12