u-include="../_private/hoved.html"

Kan jeg afbestille min ADSL-bestilling uden at betale gebyr?

Hej Familieadvokaten!

Jeg har bestilt en ADSL forbindelse hos en internetudbyder for snart 3 måneder siden, og synes nu, at jeg har ventet meget, meget længe på at modtage den.

Jeg kontaktede udbyderen for at afbestille, men de nægtede, medmindre jeg gav dem kr. 500,-!

Jeg har ikke engang skrevet under på noget papir, hvor jeg accepterede vilkårene!

Nedenfor har jeg vedlagt svaret fra internetudbyderen – kan det virkelig være rigtigt?

Internetudbyderen skrev:

”Det er sådan at du er bundet af aftalen 14 dage efter indgåelse i 5 måneder og der er 1 måneds opsigelse.
Vi har dog mulighed for at annullere aftalen mod et gebyr på kr. 500,- , hvis du opsiger aftalen min. 5 dage inden tekniker tiden. Du bedes derfor venligst kontakte undertegnede hurtigst muligt og oplyse, hvorvidt du fortsat ønsker opsige aftalen eller ej.

De kr. 500,- er de udgifter som vi har til Tele Danmark i forbindelse med bestilling af ADSL.
 
Det er på bestillingssiderne tydeligt fremhævet, at det er en bestilling af ADSL, man er i gang med. Faktisk skal man trykke på "bestil", for at gå i gang med bestillingen. Efterfølgende afgiver man informationer, og man bliver præsenteret for kundevilkårene. Her kommer du ikke videre uden at trykke ”accepter”.

Gennemførslen af denne bestilling, der afsluttes ved at trykke ”accepter”, er en aftaleretlig accept. Der er ingen formkrav i dansk ret. Uanset hvordan en aftale er indgået, er den bindende. Om der er brugt mundtlig, skriftlig, digital eller en anden form for kommunikation er helt uden betydning.

Svar:

Du har indgået en juridisk bindende aftale, og sælgeren kan udmærket forlange et gebyr på 500 kr. for at annullere aftalen.

Ligeledes er det korrekt, at din fortrydelsesret på 14 dage er udløbet, men KUN, hvis du ved bestillingen modtog en klar orientering om fortrydelsesretten. I modsat fald kan du gratis slippe fri af aftalen.

Måske kan du hæve købet på grund af den omtalte forsinkelse, men kun hvis den må anses for at være væsentlig - og det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke ved, hvad sælgeren har oplyst i forbindelse med købet.
Her gælder købelovens § 74:
"Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som han bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.

Stk. 2. I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham og sælgeren måtte forudsætte dette. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat,
eller, hvis der ikke er fastsat en sådan frist, inden rimelig tid"

Med venlig hilsen

Erik Frodelund


Hit Counter

23-08-12