Jeg har købt en scooter med uoplyst restgæld.

Jeg købte for tre måneder siden en brugt scooter af en arbejdskollega for 14.000 kr. kontant. Han oplyste, at han have købt scooteren igennem Den Blå Avis, og at den var fri og ubehæftet.

Jeg har nu modtaget et brev fra et advokatfirma, der påstår, at der er gæld i scooteren, og om jeg vil være dem behjælpelig med sætte deres klient i besiddelse af scooteren. De vedlægger kopi af BIL- OG PERSONBOGEN, der viser, at der en restgæld på 14.070,29 kr.

Advokatfirmaet oplyser mig om, at hvis jeg ikke har afleveret scooteren til deres klient senest om 5 dage, kommer fogeden efter mig.

Mit spørgsmål er, hvordan skal jeg forholde mig til sagen.

SVAR:

I forbindelse med købet skulle du have undersøgt - via Bilbogen i Århus - om der var restgæld i scooteren, for nu står du med et krav mod din kollega.

Du slipper ikke for at aflevere scooteren, og det bliver kun dyrere for dig, såfremt du ikke gør det frivilligt. Men du kan gå videre med dit tab til din kollega, der solgte dig scooteren, som over for dig hæfter for, at scooteren var ubehæftet.

Bed din kollega betale dig pengene tilbage, så det er ham, der har problemet, for han har jo også troet, at scooteren var fri og ubehæftet - som du skriver. Men han burde jo også have fået det undersøgt (i Bilbogen).

Derefter må han tage kontakt til sin sælger osv.

En af jer kommer til at sidde tilbage med sorteper, for den person, der har solgt en scooter som ubehæftet, selv om der er gæld i den, ejer næppe noget, der er værd et gå efter.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund


Hit Counter

23-08-12