Kan vi ændre filippinsk særeje til dansk kombinationssæreje?

Min kone og jeg blev gift for tre år siden i Filippinerne, hvor min kone er fra, og hvor vi begge var bosat dengang. Ved den lejlighed fik vi fuldstændigt særeje, da advokaterne ikke rigtig kendte de variationsmuligheder vi har i Danmark og jeg ikke kunne forklare dem, og de tvivlede på, at de holdt. Det fuldstændige særeje blev tinglyst i Danmark og registreret i Filippinerne sammen med vores vielsesattest som det skal. Der er bl.a. et kryds på denne om at vi har 'entered into a marrige settlement' som er vedhæftet.

Nu er vi imidlertid flyttet til Danmark, og for at stille min kone bedre, hvis jeg dør, finder jeg kombinationssæreje mere fordelagtigt.

1. Hvad skal vi gøre for at ændre vores fuldstændige særeje til kombinationssæreje?

2. Er det nødvendigt at ændre noget i Filippinerne? (det er temmelig uoverskueligt)

3. Hvis ja, hvorfor, vi kan jo ikke rende fra det vi tinglyser i Danmark.

Jeg kan tilføje, at jeg er dansk statsborger, min kone Filippinsk, vi har en datter på halvandet år. Jeg ejer et gældfrit hus og min kone ejer to par silkestrømper.

Svar:

Jeg er helt enig i, at ændringen til dansk kombinationssræreje vil være en stor fordel for din hustru, hvis du dør først.

Det er juridisk noget usikkert, hvad der gælder i jeres situation. I er fra starten af ægteskabet underkastet filippinsk ret, da du havde domcil der ved ægteskabets indgåelse.

I kan muligvis nu oprette en ægtepagt, hvorefter der i ægteskabet skal være dansk kombinationssæreje, da I begge er bosat i Danmark. I den nyere juridiske teori (Allan Phillip, Svenné Schmidt og Peter Arnt Nielsen) er der stor sympati for, at dette er muligt, selv om det er i strid med det såkaldte uforanderlighedsprincip, og selv om det indirekte betyder, at I selv kan aftale, at dansk familieformueret skal finde anvendelse i jeres ægteskab.

Der er ingen retspraksis på området, og ingen kan derfor vide, om retspraksis vil følge teorien.

I bør få skræddersyet ægtepagten om dansk kombinationssæreje hos en advokat.

Jeg mener ikke, at der i relation til dansk ret er nødvendigt at registrere den nye ægtepagt på Filippinerne. Den skal efter de danske formregler blot tinglyses i Personbogen i Danmark. Hvis ægtepagten også skal kunne anerkendes på Filippinerne, bør I  også lade ændringen registrere på Filippinerne.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

23-08-12