Skal arv deles, hvis den falder under skiftet?

Efter næsten 30 års ægteskab har min kone og jeg besluttet at opløse vort ægteskab. I denne forbindelse vil jeg gerne spørge om følgende.

Hvilken dato (skærings-, opgørelses- eller bevillingsdato) er gældende for om en eventuel arv, som ikke er testamenteret som særeje, skal deles ved boopgørelsen?

Svar:

Arv, som falder før skæringsdagen, skal deles, medmindre arven er gjort til særeje i arveladers testamente. Skæringsdagen er den dag, hvor der udstedes bevilling eller afsiges dom til separation eller skilsmisse, men det er også lovligt at træffe aftale om, at en bestemt anden dato skal være skæringsdag, f. eks. den dag, hvor samlivet blev ophævet.

Fra d. 01.03.2013 rykkes skæringsdagen frem til udløbet af den dag, hvor statsforvaltningen har modtaget ansøgning om separation eller skilsmisse.

En arv falder ved dødsfaldet, selv om den først udbetales langt senere. Sidder den længstlevende af forældrene i uskiftet bo, betragtes arven efter førstafdøde ikke som falden, og denne arv skal derfor ikke deles, medmindre førstafdøde er død før d. 01.04.1964.

Med venlig hilsen 

Jørgen U. Grønborg

Ryesgade 31, 
8100 Århus C
Tlf. 86130600


Hit Counter

23-08-12