Skal overskydende skat efter vundet skattesag deles?

I 1987 lukkede vi vores motionscenter. Efterfølgende fandt vores advokat ud af, at vi ikke havde udnyttet et fradrag på ca. 120.000 kr., som vi havde ret til. Skattevæsenet ville ikke godkende fradraget, men her i marts 1997 vandt vi sagen,.

Vi blev skilt i oktober 1996, og min tidligere kones advokat påstår, at hele fradraget tilhører hende, fordi som han siger, kravet er opstået efter at vi er blevet skilt. Kan det være rigtigt?

Har jeg ikke ret til det halve beløb af hele skatteværdien af fradraget, det er jo mange penge, og ikke nok med det så skylder vi ca.100.000,-kr. på en kassekredit fra den gang, som vi begge betaler af på.

Det har altid været meningen, at hvis vi vandt sagen skulle pengene afvikle kassekreditten (kassekreditten er spærret, der kan kun indsættes penge), men jeg er ikke sikker på, at hun virkelig sætter pengene ind på kontoen.

Hvordan sikrer jeg mig dette??

Jeg står som kautionist på kassekreditten - desværre - det kan jeg vel ikke komme ud af.

Har jeg overhovedet nogen ret i dette spil??

Svar:

Da skattekravet vedrører tiden før skæringsdagen, skal tilbagebetalingsbeløbet fra skattevæsenet naturligvis indgå i bodelingen. Hvis din kones formue, dvs. hendes såkaldte nettobodel, er negativ, kan dette dog medføre, at tilgodehavendet mod skattevæsenet ikke skal deles.

Det er utroligt, at en advokat kan få sig selv til at skrive, at tilbagebetalingskravet først er opstået efter skilsmissen. Det er kort og godt noget VRØVL.

Du bør snarest finde dig en advokat, der kan bistå dig med at få sagen løst - evt. via omgående indbringelse for skifteretten.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg.