Hvordan kan vi få en kopi af vores ægtepagt fra 2011?

 

I  2011 fik vi lavet en ægtepagt, som vi ikke længere kan finde.

Hvordan får jeg fat i en kopi af ægtepagten?

SVAR:

Ægtepagter tinglyses i Personbogen

Personbogen gik over til digital tinglysning for dokumenter, som blev anmeldt fra og med d. 22.03.2011.

Hvis jeres ægtepagt er tinglyst efter d. 21.03.2011, kan du rekvoirere den gratis på www.tinglysning.dk.

Du logger dig på www.tinglysning.dk – Du vælger forespørgsel med login og logger på med din private NemID, for ellers har du ikke adgang til din egen ægtepagt.  

Du vælger ”Personer/virksomheder” (i linjen med rød skrift) Så indtaster du dit navn og cpr-nummer. (Jeg foreslår, at du bruger rubrikken, hvor der kun angives fødselsdato – og dit fulde navn. Søgesystemet er noget uberegneligt.)

Nu skulle du gerne være ”fundet” i systemet, og hvis du klikker på linjen med dit navn, kommer din Personbogsattest frem. Nu bliver du forskrækket, for der er tilsyneladende ingen spor af din ægtepagt. Der står nok:

 Der findes ingen hæftelser på personen/virksomheden

Der findes ingen pantsætningsforbud på personen/virksomheden

Men nu skal du klikke på linjen nedenunder med rød skrift og teksten ”Persondokumenter”. Og her skulle der så fremkomme oplysning om din ægtepagt og evt. (nyere) testamente, som du kan hente frem ved at klikke på ”Hent PDF”.

Hvis jeres ægtepagt er tinglyst før d. 22.03.2011, kan kopien ikke hentes i det digitale system.  Ægtepagten findes naturligvis stadig og er blevet indscannet. Du skal logge dig på www.tinglysning.dk, og i ”Forespørg”/”Personer/virksomheder” kan du fremsøge dato og løbenummer for din ægtepagt. (Du får brug for dato/løbenummer, hvis du vil bestille en udskrift af ægtepagten.)

Du og din mand har hver især mulighed for at bestille en udskrift af ægtepagten, som derefter vil blive sendt til bestillerens e-boks. Udskriften koster 175 kr.

Læs mere om fremgangsmåden ved bestilling på:

https://domstol.dk/tinglysningsretten/tingboegerne/personbogen/udskrifter-fra-personbogen/

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Advokaterne
Sankt Knuds Torv  P/S
Ryesgade 31
8100 Århus C
Tlf.: 86 13 06 00