Kan jeg kræve renter af skyldige hustru- og børnebidrag?

Min eksmand holdt i 2002 et stort beløb i børne- og ægtefællebidrag tilbage i mere end et år for at chikanere mig i forbindelse med bodelingen. Han sørgede hele tiden for at der var "uenighed" om beløbets størrelse osv. Som forretningsmand vidste han lige hvad han skulle gøre for at udsætte betalingen. 

Kommunen forsøgte at inddrive beløbet. Da han ejer en virksomhed og giver sig selv løn var det ekstra svært at inddrive. Til sidst lykkedes det imidlertid ved trussel om udlæg osv. Men der gik som sagt mere end et år, og han kom til at skylde mig mere end 300.000 kr. Det var en uhyggelig hård tid, hvor vi måtte tage lån og nærmest levede på "sultegrænsen".

Kan jeg forlange erstatning for den sene betaling og/eller betaling af renter?? Jeg synes det er helt urimeligt at vi skulle udsættes for dette, når han samtidig foretog store investeringer til sig selv.

SVAR:

Du kan ikke kræve erstatning, men du kan kræve renter af bidragsgælden fra påbegyndt retsforfølgning, dvs. fra det tidspunkt du bad kommunen inddrive beløbet

Rentesatsen er fra d. 01.08.2002  7% over nationalbankens udlånsrente, som siden d. 01.07.2003 har været 2,15% p.a., dvs. 9,15% p.a.

Kommunen kan ikke inddrive renterne efter reglerne i inddrivelsesloven, så det skal du søge advokatbistand til.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus


Hit Counter

23-08-12