Hvordan bliver jeg medejer af min kones hus, hvor jeg hæfter for halvdelen af pantegælden?

Vores hus står i min kones navn, men vi hæfter begge for gælden i huset. Det vil sige på vores årsopgørelse bliver gælden og renteudgifterne delt lige mellem os, mens lejeværdien og ejendomsvurderingen står på min kones selvangivelse.

Vi har været gift i 9 år og har tre børn sammen. Det er mig der har hovedindtægten og dermed betaler for de løbende udgifter på huset samt diverse forbedringer og istandsættelse som efterhånden løber op i et par hundrede tusinde. Ingen af os har særeje.

Er det nødvendig for mig at tage skøde på halvdelen af ejendommen for at sikre mig i en eventuel senere skilsmissesituation?

Jeg vil nødig stå i en situation med negativ bodel og min kone står med en stor positiv bodel, fordi hun får tillagt hele huset værdi i sin bodel men kun halvdelen af gælden.

Er det eventuelt nok at vi skriver et dokument hvor vi er enige om at huset ejes i sameje?

Svar:

Jeg mener ikke, at det er nok, at I blot opretter et dokument om, at ejendommen tilhører jer i lige sameje, når huset jo er tinglyst i din hustrus navn.

Jeg kunne derimod forestille mig, at en analyse af finansieringen ved anskaffelsen og baggrunden for din medhæftelse på lånet kunne føre til, at det under en retssag ville blive statueret at ejendommen reelt tilhører jer i lige sameje , og I den forbindelse ville det ovennævnte dokument bestemt ikke skade sagen.

Det sikreste må dog være at gennemføre en indbyrdes overdragelse af halvparten af ejendommen til dig, som derefter tinglyses. Husk at der skal oprettes ægtepagt, hvis der ligger en gave i overdragelsen, dvs. hvis der er friværdi i huset.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg


Hit Counter

23-08-12