I kan i testamentet træffe bestemmelse om, at arven og legaterne skal tilhøre modtageren som særeje.
I kan i dette system vælge mellem to typer særeje 1) ægtefællebegunstigende kombinationssæreje og 2) fuldstændigt særeje.
Begge særejetyper indebærer, at arven ikke skal deles med modtagerens ægtefælle i tilfælde af separation, skilsmisse eller ægtefællens død.
Hvis I ønsker, at arven skal blive fælleseje, hvis arvingen dør først, således at arvingens ægtefælle (dit svigerbarn) får mulighed for at hensidde i uskiftet bo og får boslod af arven i tilfælde af skifte, skal I vælge særejetypen ægtefællebegunstigende kombinationssæreje.
Hvis I ønsker, at arven skal forblive særeje, også hvis arvingen dør først, skal I vælge særejetypen fuldstændigt særeje. Derved vil 2/3 af arven tilfalde arvingens livsarvinger (dine børnebørn) og arvingens ægtefælle arver 1/3. Arvingens ægtefælle kan ikke sidde i uskiftet bo.
Særejebestemmelsen omfatter ikke blot arv, men også alt, hvad der tilfalder arvingen som begunstiget på livs- og ulykkesforsikringer og kapital- og ratepensioner.