Lovændringer
Kapitel 1: Almindelige bestemmelser, §§ 1-14
Kapitel 2: Om formuen, §§ 15-24
Kapitel 3: Om gældsansvaret, §§ 25-27
Kapitel 4: Om ægtepagter og andre retshandler mellem ægtefæller,
§§ 28-37
Kapitel 5: Om bosondring, §§ 38-44
Kapitel 6: Om indtegning af ægtepagter, §§ 45-51
Kapitel 7: Forskellige bestemmelser, §§ 52-53 a
Kapitel 8: Overgangsbestemmelser, §§ 54-58
Lov nr. 56 af 18.03.1925.
Nu lovbekg. nr. 37
af 05.01.1995 om ægteskabets retsvirkninger, som ændret ved
§ 9 i lov nr.
389 af 14.06.1995, (Ændringer som følge af værgemålsloven) Ændring af RVL
§ 35, 2. pkt. og ophævelse af § 52 fra d. 01.01.1997
§ 4 i lov nr.
385 af 22. maj 1996, (Ændring som følge af lov om skifte af dødsboer) Ændring
af RVL § 23 fra d. 01.01.1997
§ 2 i
lov nr. 446 af 09.06.2004 (Regelforenkling på det familieretlige område
m.v.). I kraft d. 01.10.2004 (Ophævelse af § 38, 4 og ny § 52 a) og 01.04.2005 (Ophævelse
af § 8, stk. 2)
§ 28 i lov nr. 542
af 24.06.2005 (Lov om regional statsforvaltning) fra d. 01.01.2007.
(Overalt i loven ændres »statsamtet« til: »statsforvaltningen«, »Statsamtets« til:
»Statsforvaltningens«, »statsamtets« til: »statsforvaltningens« og »statsamternes«
til: »statsforvaltningernes«.)
§ 1 i lov nr. 483 af
07.06.2006 (Pensionsrettigheders behandling ved død samt separation og skilsmisse)
fra d. 01.01.2007, RVL § 16 h, stk. 2 dog fra d. 01.07.2006.
§ 28 i lov nr. 523
af 06.06.2007 (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer,
ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) fra d. 01.01.2008.
§ 1. Mand og hustru skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens
tarv.
§ 2. Det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet
eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det
underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet
henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som
til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
§ 3. Kan udgifterne til en ægtefælles særlige behov og udgifterne ved de hverv,
som han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at varetage for familiens
underhold, ikke dækkes af det bidrag, han selv skal yde ifølge § 2, er den anden
ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb ad gangen.
Dette gælder dog ikke, hvis en anden ordning er påkrævet, fordi ægtefællen har vist
sig uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger.
§ 4. Hvad der i henhold til §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse
af hans særlige behov, betragtes, som om han selv havde indført det i fællesboet.
§ 5. Forsømmer en ægtefælle at opfylde sin underholdspligt efter § 2, bliver der
på begæring at pålægge ham at yde den anden ægtefælle et pengebidrag i det omfang,
hvori det efter omstændighederne må anses for rimeligt.
§ 6. Lever ægtefællerne på grund af uoverensstemmelse ikke sammen, finder reglerne
i § 2 tilsvarende anvendelse. Det tilskud, som den ene ægtefælle herefter skal yde
til den anden ægtefælles og de hos denne værende børns underhold, bliver på begæring
at fastsætte til et pengebidrag. En ægtefælle, som væsentlig bærer skylden for samlivets
ophævelse, har dog ikke krav på bidrag til sit eget underhold, medmindre ganske
særlige grunde taler derfor.
§ 7. I de i § 6 omhandlede tilfælde kan statsforvaltningen i det omfang, hvori det
efter ægtefællernes livsvilkår og de øvrige omstændigheder må anses for passende,
på begæring pålægge den ene ægtefælle at overlade den anden ægtefælle brugen af
løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave eller til den anden
ægtefælles arbejdsredskaber.
Stk. 2. Brugsretten over løsøre, der herefter er udleveret en af ægtefællerne til
benyttelse, kan ikke anfægtes ved aftale mellem tredjemand og den anden ægtefælle.
Stk. 3. Den brugsberettigede ægtefælle kan kræve sig indsat i besiddelsen ved en
umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med lov om rettens pleje af 11. april
1916 § 609.
§ 8. Spørgsmål om underholdsbidrag efter §§ 5 og 6
afgøres af statsforvaltningen. Denne kan til enhver tid på begæring af en af ægtefællerne
ændre sin bestemmelse, når forholdene væsentlig har forandret sig.
§ 8, stk. 2 er ophævet fra d. 01.04.2005 ved § 2.1 i
lov nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd: Stk. 2. Underholdsbidrag efter
§§ 5 og 6 kan kun, når særlige grunde taler derfor, pålægges for en tid,
der ligger mere end 1 år forud for begæringen.
§ 9. Ved afgørelser i henhold til §§ 5, 6 og 7 kan en mellem ægtefællerne truffen
aftale fraviges, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene væsentlig
har forandret sig.
§ 10. Ægtefællerne er pligtige at give hinanden de oplysninger om deres økonomiske
forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.
§ 11. Under samlivet er hver af ægtefællerne i forhold til tredjemand
berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse
af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages
i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til
fyldestgørelse af sit særlige behov. De her nævnte retshandler anses for indgåede
på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne.
Stk. 2. En ægtefælle kan uanset mindreårighed selv indgå sådanne retshandler, som
omtales i nærværende paragrafs første stykke.
Stk. 3. Hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse, at
det, som retshandelen gik ud på, lå udenfor det efter forholdene rimelige, bliver
den anden ægtefælle ikke forpligtet. Hvis under samme forhold retshandelen er indgået
af en mindreårig, bliver denne ej heller selv forpligtet.
§ 12. Misbruger en ægtefælle den ret, som tilkommer ham efter § 11, kan statsforvaltningen
på den anden ægtefælles begæring fratage ham retten. Er det en mindreårig ægtefælle,
der gør sig skyldig i sådant misbrug, kan retten fratages ham også på begæring af
værgen.
Stk. 2. Retten skal atter tilbagegives ægtefællen, når forholdene har forandret
sig, eller når den anden ægtefælle og, hvor retten er frataget en mindreårig, tillige
værgen begærer det.
Stk. 3. Statsforvaltningens afgørelse kan ikke gøres gældende mod godtroende tredjemand,
medmindre den tinglyses i personbogen i overensstemmelse med reglerne i kap. 6.
§ 13. Er en ægtefælle, medens samlivet består, ved fraværelse eller sygdom forhindret
i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så vidt ingen anden
har bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan opsættes, derunder
oppebære indtægter og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt,
foretage afhændelser eller pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde
afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens samtykke.
§ 14. Er løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed, med dennes samtykke
inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af den anden ægtefælle,
bliver retshandler, denne foretager vedrørende sådant løsøre, bindende for den førstnævnte
ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde indse, at den anden ægtefælle
var uberettiget til at indgå retshandelen.
§ 15. Alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller
senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt
det ikke er gjort til særeje, jf. § 28.
Stk. 2. På rettigheder, som er uoverdragelige eller i
øvrigt af personlig art, får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse i den
udstrækning, hvori det er foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende
regler.
§ 16. Hver ægtefælle har i levende live rådigheden over alt,
hvad han har indført i fællesboet, dog med de indskrænkninger, der følger af reglerne
i §§ 17-20.
Stk. 2. Ved ægteskabets ophør såvel som i tilfælde af
bosondring eller separation udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen
af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.
§ 16 a. Ved skifte efter en ægtefælles død udtager
den længstlevende ægtefælle egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods
af fællesboet.
Stk. 2. Den længstlevende ægtefælle udtager endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder
eller fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der allerede er
udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende
gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder
ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
§ 16 a er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 b. Ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring udtager
ægtefællerne egne rimelige pensionsrettigheder forlods af fællesboet.
Stk. 2. Ægtefællerne udtager endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder
eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater
for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen
har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Stk. 3. Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i delingen af fællesboet.
§ 16 b er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 c. Har ægteskabet været af kortere varighed, udtager ægtefællerne alle
pensionsrettigheder forlods af fællesboet.
Stk. 2. Ægtefællerne udtager endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder
eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater
for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved udbetalingen
har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
§ 16 c er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 d. Skifteretten kan ved skifte af fællesboet i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring bestemme, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis
1) sidstnævnte ægtefælle under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og
2) dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.
Stk. 2. Beløbet kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af midler fra fællesejet.
§ 16 d er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 e. Skifteretten kan ved skifte af fællesboet i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring bestemme, at en ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis
1) ægteskabet har været af længere varighed og
2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder.
Stk. 2. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
§ 16 e er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 f. Beløb, som en ægtefælle i medfør af §§ 16 d og 16 e skal betale til
den anden ægtefælle, betales kontant.
Stk. 2. Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom
eller løsøre, der er nødvendigt for at opretholde den pågældendes erhverv, eller
uden at blive afskåret fra at bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten,
hvis forholdene taler for det, bestemme,
1) at beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller, hvis dette ikke er muligt,
2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, eller, hvis dette ikke er muligt,
3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.
Stk. 3. Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller
ratepension, gives andelen først af ægtefællens kapitalpension. Andelen gives ved
en deling af pensionsrettigheden.
Stk. 4. Beløb, der skal afdrages efter stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af
pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om
en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Stk. 5. Stk. 2 og 3 kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Stk. 6. Aftaler ægtefæller ved skifte af fællesboet, at en af dem skal give den
anden ægtefælle en andel af sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve,
at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at yde kompensation efter §§ 16 d
og 16 e og for valg af delingsmetode efter § 16 f, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Stk. 7. Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at
en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt
ved at registrere, opgøre og udbetale beløb efter stk. 4, afholdes af ægtefællerne.
§ 16 f er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 g. I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods af fællesboet
efter § 16 b, skal ægtefæller udtage egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne
kan ophæves.
Stk. 2. § 16 f, stk. 2-7, finder tilsvarende anvendelse på pensionsrettigheder efter
stk. 1.
§ 16 g er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 16 h. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en
pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 28. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige
indbetalinger på pensionsrettigheden.
Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning
skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse
eller bosondring.
Stk. 3. § 16 g, stk. 1, og § 16 f, stk. 2-7, finder tilsvarende anvendelse
§ 16 h er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.1. i
lov nr. 483 af 07.06.2006. Ægtepagter efter § 16 h, stk. 2, kan tinglyses
fra og med den 1. juli 2006, jfr. § 5.2. i
lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 17. En ægtefælle er pligtig at udøve sin rådighed over
fælleseje således, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for
den anden ægtefælle.
§ 18. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke
afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener
til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed
er knyttet til den. Sådan ejendom må heller ikke uden samtykke af den anden ægtefælle
bortlejes eller bortforpagtes, såfremt dette vil medføre, at den ikke længere kan
tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden. Er den anden
ægtefælle umyndig, meddeler værgen samtykket.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan
den anden ægtefælle få den omstødt ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså
eller burde indse, at ægtefællen var uberettiget til at foretage retshandelen. Sag
må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab om retshandelen,
og senest inden 1 år efter dens tinglæsning.
§ 19. En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke
afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet
i det fælles hjem eller til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller
det tjener til børnenes personlige brug. Selv om ægtefællen er umyndig, kan han
afgive samtykke, såfremt han dog ikke er sindssyg eller åndssvag; er dette tilfældet,
eller kan ægtefællens udtalelse ikke indhentes uden væsentlig vanskelighed eller
forhaling, er samtykke unødvendigt.
Stk. 2. Har en ægtefælle indgået en sådan retshandel uden fornødent samtykke, kan
den anden ægtefælle få den omstødt ved dom, medmindre erhververen eller panthaveren
var i god tro. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået
kundskab om retshandelen, og senest inden 1 år efter genstandens overlevering eller
ved underpantsætning efter retshandelens tinglæsning.
§ 20. Nægter den anden ægtefælle eller værgen at give samtykke i de tilfælde, som
nævnes i §§ 18 og 19, kan statsforvaltningen på begæring tillade retshandelen, hvis
der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen.
§ 21. (Ophævet).
§ 22. En ægtefælle kan forlange, at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af
en fortegnelse over, hvilke dele af fællesboet enhver af dem råder over, og hvad
der måtte høre til enhvers særeje. Retten afgør efter samtlige foreliggende omstændigheder,
hvilken beviskraft der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.
§ 23. Såfremt en ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender,
ved misbrug af sin rådighed over fælleseje eller på anden uforsvarlig måde i væsentlig
grad har formindsket den del af fællesboet, hvorover den pågældende råder, kan den
anden ægtefælle forlange vederlag herfor af det beholdne fællesbo eller, hvis dette
ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte ægtefælles særeje for halvdelen af det
manglende beløb. Den anden ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag af det
beholdne fælleseje eller, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, af den førstnævnte
ægtefælles fuldstændige særeje for halvdelen af det manglende beløb.
Stk. 2. En ægtefælle har ligeledes ret til sådant vederlag,
såfremt den anden ægtefælle har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller
forbedring af sit særeje eller af sådanne rettigheder som nævnt i § 15, stk. 2.
En ægtefælles arvinger har ret til sådant vederlag, hvis den anden ægtefælle har
anvendt midler af sit fælleseje eller af sit skilsmissesæreje til erhvervelse eller
forbedring af sit fuldstændige særeje.
Stk. 3. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel,
har ægtefællen ret til vederlag herfor af bodelen. En ægtefælles arvinger har ret
til sådant vederlag, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit fuldstændige særeje
til forbedring af sin bodel eller af sit skilsmissesæreje.
Stk. 4. Stk. 2 finder ikke anvendelse på pensionsrettigheder efter
§§ 16 a-16 c.
§ 23, stk. 4 er indsat fra d. 01.01.2007 ved § 1.2. i lov nr. 483 af 07.06.2006
§ 24. De i § 23 nævnte vederlagsfordringer kan først gøres gældende, når fællesboet skiftes. Opnås der ikke under skiftet fuld dækning for fordringen, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
§ 25. Enhver af ægtefællerne hæfter med den del af fællesboet, hvorover han råder, og med sit særeje for de ham påhvilende forpligtelser, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet.
§ 26. (Ophævet).
§ 26 er ophævet ved § 28.1 i
lov nr. 523 af 06.06.2007 for krav der stiftes fra og med fra d. 01.01.2008.
Hidtidig formulering: § 26. Krav på hustruen
af den i § 11 nævnte art forældes i løbet af 1 år, når tillige
manden hæfter for gælden. Reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 § 1, sidste
pkt., samt §§ 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse ved denne forældelse.
§ 27. Bestemmelserne i § 26 finder ikke anvendelse, hvis hustruen har påtaget sig
et videregående ansvar.
§ 28. Ved ægtepagt kan ægtefæller aftale:
1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad
denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje),
og
2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte
skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Stk. 2. En aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes
ejendele, kan tidsbegrænses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes
død.
Stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder
i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre
andet er bestemt i aftalen.
§ 28 a. En gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave eller
arv, herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter § 28. Bestemmelsen
vedrørende arv skal træffes i et testamente.
§ 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers
eller arveladers bestemmelse om særeje.
§ 29. Ægtefæller kan med de begrænsninger, som loven medfører, indgå retshandler
med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser
overfor hinanden.
§ 30. Gaver mellem forlovede, som skal tilfalde modtageren ved
ægteskabets indgåelse, og gaver mellem ægtefæller må for at være gyldige ske ved
ægtepagt. Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold
til giverens kår, ej heller gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente
eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle.
Stk. 2. Det kan ikke gennem ægtepagt eller på anden måde gyldigt vedtages, at det,
som den ene ægtefælle fremtidig erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden.
§ 31. En ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et kalenderår har
givet overskud, kan inden udløbet af det følgende år uden oprettelse af ægtepagt
vederlagsfrit overdrage den anden ægtefælle indtil halvdelen af overskuddet. Overdragelsen
har dog kun gyldighed mod overdragerens kreditorer, for så vidt han i et af ham
underskrevet dokument har angivet overskuddets størrelse, og han derhos har beholdt
utvivlsomt tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser.
§ 32. Har ægtefællerne uden ægtepagt truffet aftale om overdragelse af ejendele
fra den ene af dem til den anden, kan aftalen alene gøres gældende overfor overdragerens
kreditorer, såfremt det godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.
§ 33. Har den ene ægtefælle givet den anden ægtefælle en gave,
kan den, som da havde fordring på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses
uopnåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre
det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien. Den
anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når han beviser, at de overførte genstande
er gået tabt uden hans skyld.
Stk. 2. Nærværende paragraf kommer ikke til anvendelse med hensyn til de i § 30,
stk. 1, 2. pkt., nævnte gaver.
§ 34. (Ophævet).
§ 35. Ægtepagt skal oprettes skriftligt under parternes hånd;
også en umyndig part skal underskrive. Samtykke fra værgen gives ved underskrift
på ægtepagten.
§ 36. (Ophævet).
§ 37. Ægtepagt må for at blive gyldig tinglyses i personbogen,
jf. kapitel 6.
§ 38. En ægtefælle kan forlange bosondring:
1) når den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug
af sin rådighed over fælleseje eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad
har formindsket den del af fællesboet, hvorover han råder, eller har fremkaldt fare
for sådan formindskelse,
2) når den anden ægtefælles bo er kommet under konkursbehandling,
3) når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet, og begæring om bosondring
indgives inden 1 år efter samlivets ophævelse,
§ 38, stk.. 4 er ophævet fra d. 01.10.2004 ved § 2.2 i
lov nr. 446 af 09.06.2004: Ordlyd: 4) når den anden ægtefælle ved indgåelsen
af ægteskabet uden hans vidende havde et arveberettiget barn uden for ægteskab eller
senere har fået et sådant barn. Kravet må i dette tilfælde fremsættes inden 6 måneder
efter, at han er blevet vidende om forholdet, og kan ikke fremsættes, hvis barnet
er afgået ved døden, medmindre det har efterladt sig livsarvinger.
Bosondring efter § 38, nr. 4 kan meddeles på baggrund af en begæring indgivet
til skifteretten før den 1. oktober 2004, jfr. § 9.3 i
lov nr. 446 af 09.06.2004
§ 39. Begæring om bosondring indleveres skriftlig til skifteretten på det sted,
hvor den anden ægtefælle bor eller i mangel af bopæl opholder sig; har han ikke
bekendt bopæl eller opholdssted her i landet, sker henvendelsen til skifteretten
på det sted, hvor andrageren bor eller opholder sig. Har ingen af ægtefællerne bopæl
eller ophold her i landet, kan justitsministeren i særlige tilfælde bestemme, at
begæring kan indleveres til en herværende skifteret.
Stk. 2. Skriftlige beviser for de omstændigheder, ved hvilke bosondringen skal begrundes,
bør så vidt muligt ledsage andragendet. Skønnes yderligere oplysninger fornødne,
kan skifteretten gøre vedkommende opmærksom derpå og opfordre ham til at tilvejebringe
dem.
Stk. 3. Der skal så vidt muligt gives den anden ægtefælle lejlighed til at erklære
sig, i hvilket øjemed skifteretten kan indkalde ham til at møde for sig. Nægter
den anden ægtefælle at udtale sig, eller udebliver han uden gyldigt forfald, kan
han behandles som den, der ikke drister sig til at modsige andragerens opgivender.
Har den anden ægtefælle ikke bekendt bopæl eller opholdssted her i landet, kan skifteretten,
dersom den finder anledning dertil, foranledige, at der beskikkes en værge til at
afgive erklæring, forinden afgørelse træffes.
§ 40. Skifteretten afgør på grundlag af de foreliggende erklæringer og beviser,
om den fremsatte begæring om bosondring skal tages til følge eller ikke. Kendelsen
bliver at afsige snarest muligt og som regel inden 14 dage fra indleveringsdagen.
Stk. 2. Skifterettens beslutning kan indbringes for landsretten ved kære, efter
de i lov om rettens pleje af 11. april 1916, kap. 58, fastsatte regler.
Stk. 3. Når bosondring er besluttet, bliver udførelsen af denne beslutning ikke
opholdt ved, at kendelsen påkæres, dog kan ingen af ægtefællerne forlange at modtage
udlæg for sin lod i den del af fællesboet, hvorover den anden råder, forinden endelig
afgørelse er truffet.
§ 41. Når begæring om bosondring er taget til følge, deles fællesboet mellem ægtefællerne
overensstemmende med reglerne i skiftelovens kap. 6.
§ 42. Hvad der udlægges en ægtefælle på skiftet eller tilfalder ham efter indgivelsen
af bosondringsbegæringen, bliver hans fuldstændige særeje.
§ 43. Den indkomne begæring om bosondring bliver ved skifterettens foranstaltning
at anmelde til tinglysning i personbogen.
§ 44. (Ophævet).
§§ 45-48. (Ophævet).
§ 49. Enhver af ægtefællerne har ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen.
§ 50. (Ophævet).
§ 51. (Ophævet).
§ 52. (Ophævet).
§ 52 a. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om klagers behandling
og om statsforvaltningernes behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. §§ 5,
6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og ændringstidspunkter.
§ 52 a er indsat fra d. 01.10.2004 ved § 2.3 i
lov nr. 446 af 09.06.2004:
§ 53. Denne lovs bestemmelser kommer også til anvendelse på ægtepagter, som indgås
uden for landet, når manden har bopæl her, dog at kvindens myndighed til at indgå
ægtepagten bedømmes efter hendes hjemsteds lovgivning.
Stk. 2. Ægtepagt, oprettet af en mand, der ikke har bopæl her i landet, og gyldig
efter hans hjemsteds love, er, når han bosætter sig her i landet, gyldig her, for
så vidt den ikke strider mod denne lov. I forhold til tredjemand er gyldigheden
dog betinget af, at ægtepagten inden 1 måned, efter at manden har taget bopæl her,
anmeldes til personbogen; sker anmeldelse senere, regnes retsvirkningen først fra
anmeldelsesdagen.
Stk. 3. En ægtepagt, som er oprettet i medfør af artikel 4 i den under 6. februar
1931 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention, skal,
såfremt parterne eller en af dem på oprettelsestiden er bosat her, for at være gyldig
overfor tredjemand her i landet være tinglyst her. Bosætter ægtefællerne eller en
af dem sig efter ægtepagtens oprettelse her i landet, gælder om indtrædelsen af
tinglysningens retsvirkning regler svarende til de i stk. 2, 2. pkt., fastsatte.
§ 53 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk
og fremmed rets regler om ægteskabets retsvirkninger. Overenskomsten finder anvendelse
her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske
og andre nordiske landes regler om ægteskabets retsvirkninger.
§ 54. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1926.
§ 55. Efter det i § 54 nævnte tidspunkt kommer loven, dog med de nedenfor angivne
nærmere bestemmelser, også til anvendelse overfor ægtefæller, der har indgået ægteskab
tidligere. Har ægtefællerne levet i formuefællesskab, bevarer enhver af dem rådigheden
over den del af fællesboet, hvorover han hidtil har rådet.
Stk. 2. Reglerne i lov nr. 75 af 7. april 1899 § 11, stk. 1, 2. og 3. pkt., jf.
stk. 3, finder vedblivende anvendelse på de der nævnte ejendele, som er indført
i boet af hustruen før denne lovs ikrafttræden. Forpligtelser, som i medfør af den
nævnte lovs § 12 eller § 13 er kommet til at påhvile fællesboet uden personlig hæftelse
for manden, kan søges fyldestgjort i den del af fællesboet, hvorover han råder.
Samme lovs § 21, stk. 2, kommer vedblivende til anvendelse på særeje, som er erhvervet
før denne lovs ikrafttræden.
Stk. 3. Har en ægtefælle fået erstatningskrav mod den anden ægtefælle i henhold
til lov af 7. april 1899 §§ 13, 16 eller 24, eller har han efter denne lovs ikrafttræden
indfriet en tidligere opstået forpligtelse, hvis indfrielse ville have hjemlet ham
et sådant erstatningskrav, kan der herfor kræves vederlag overensstemmende med reglerne
i nærværende lovs §§ 23 og 24.
§ 56. Ægtefæller, der ved denne lovs ikrafttræden helt eller delvis lever i formuefællesskab,
kan ved ægtepagt, der tinglæses senest på ikrafttrædelsesdagen, bestemme, at den
ældre lovgivnings regler skal vedblive at gælde for ordningen af formueforholdet
mellem dem. I ægteskaber, hvor en sådan ægtepagt er oprettet, kommer dog reglerne
i nærværende lovs kap. 1 §§ 1-3 og §§ 5-14, kap. 2, § 19, kap. 3, §§ 26 og 27 og
kap. 5-7 til anvendelse.
Stk. 2. Ægtepagten er gyldig uden kongelig konfirmation; den er fritaget for stempel-
og anden offentlig afgift.
§ 57. For så vidt der for ægteskaber, der er stiftet før 1. juli 1922, i henhold
til § 3, stk. 2 eller 3, i lov nr. 212 af 1. juni 1922 om ændring i lov nr. 258
af 28. juni 1920 om indførelse af dansk personret, familieret og arveret i de sønderjydske
landsdele gælder den før den nævnte lov bestående formueordning, har det sit forblivende
herved.
Stk. 2. For så vidt ægtefællerne ønsker at indføre dansk rets formueordning eller
at foretage anden ændring i den mellem dem gældende formueordning, skal dette ske
ved ægtepagt, der oprettes og indtegnes i ægtepagtsbogen i overensstemmelse med
reglerne i § 35 og § 37, jf. kap. 6.
§ 58. Fra denne lovs ikrafttræden ophæves Christian den Femtes Danske Lov (for Færøernes
vedkommende samme konges Norske Lov) 5. bog, kap. 1, art. 13, lov nr. 75 af 7. april
1899 og lov nr. 131 af 27. maj 1908 § 2.
Stk. 2. Endvidere bortfalder, hvad der i øvrigt i lovgivningen måtte være stridende
mod denne lov.