Lov nr. 242 af 08.05.1917 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekg. nr. 781 af 26.08.1996
Kapitel I: Om afslutning af aftaler §§ 1-9
Kapitel II: Om fuldmagt §§ 10-27
Kapitel III: Om ugyldige viljeserklæringer §§ 28-38
Kapitel IV: Særlige regler om forbrugeraftaler §§ 38a-38d
Kapitel V: Almindelige bestemmelser §§ 39-41
§ 1. Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§
2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller
svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.
§ 2. Har tilbudsgiveren fastsat en frist for antagelse af tilbudet,
må antagende svar være kommet frem til ham inden fristens udløb.
Stk. 2. Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den dag, brevet er dateret,
og hvis det er gjort i telegram, fra den tid på dagen, da telegrammet er indleveret
til afsendelsesstedets telegrafstation.
§ 3. Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der fastsættes nogen frist for
antagelse, må antagende svar være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af
det tidsrum, som ved tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville medgå. Ved
beregningen af dette tidsrum forudsættes, når ikke andet følger af omstændighederne,
at tilbudet kommer frem i rette tid, samt at svaret afsendes uden ophold, efter
at den, til hvem tilbudet er rettet, har haft rimelig betænkningstid, og at det
ikke forsinkes undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal antagelsen sendes telegrafisk,
hvis den ikke på anden måde kommer lige så tidligt frem.
Stk. 2. Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for antagelse, må antages
straks.
§ 4. Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud fra, at det er kommet
frem i rette tid, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han
ikke vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom.
Undlader han dette, anses aftale for sluttet.
§ 5. Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er udløbet.
§ 6. Svar, som går ud på, at tilbud antages, men som på grund
af tillæg, indskrænkninger eller forbehold ikke stemmer med tilbudet, anses som
afslag i forbindelse med nyt tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud fra, at det er overensstemmende
med tilbudet, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke
vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse derom. Undlader han dette,
anses aftale for sluttet med det indhold, svaret har.
§ 7. Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt tilbagekaldelsen
kommer frem til den anden part forinden eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret
kommer til hans kundskab.
§ 8. Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden parts tavshed for antagelse
af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt
svar, er den anden part alligevel pligtig til, såfremt han vil antage tilbudet,
på forespørgsel at afgive erklæring derom. Undlader han dette, er tilbudet bortfaldet.
§ 9. Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som tilbud, anvendt
ordene 'uden forbindtlighed', 'uden obligo' eller lignende udtryk, anses henvendelsen
alene som opfordring til at gøre tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer
sådant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet til, og må
modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved henvendelsen, skal han uden ugrundet
ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke vil antage det. Undlader han
dette, anses tilbudet for antaget.
§ 10. Den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en
retshandel, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved
retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens
grænser.
Stk. 2. Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling, som efter lov eller
sædvane medfører beføjelse for ham til inden for visse grænser at handle på den
andens vegne, anses han befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder inden
for disse grænser.
§ 11. Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse handlet i strid med fuldmagtsgiverens
forskrifter, er retshandelen ikke bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller
burde indse, at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.
Stk. 2. Er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, og har fuldmægtigen
ved foretagelsen af retshandelen overskredet sin beføjelse, er retshandelen ikke
bindende for fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro.
§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som omtalt i
§§ 13-16, har han, selv om han har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten
ikke længere skal gælde, at foretage, hvad der i de nævnte paragraffer for hvert
enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af disse forskrifter anvendelige på samme
fuldmagt, bliver de alle at iagttage.
Stk. 2. Den tredjemand, over for hvem en fuldmagt er tilbagekaldt på den i
§ 13 omtalte måde, kan ikke påberåbe sig, at tilbagekaldelse ikke er sket
på anden måde.
§ 13. En fuldmagt, som er bragt til tredjemands kundskab ved
en til ham særskilt rettet erklæring fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når
særskilt erklæring om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til
tredjemand.
§ 14. En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig bekendtgjort i bladene eller
på anden måde, tilbagekaldes ved en erklæring, som bekendtgøres på samme måde.
Stk. 2. Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives på anden ligeså
virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den i § 17 omtalte
myndighed skal afgøre, hvad han i så henseende har at foretage.
Stk. 3. Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi den er tinglæst.
§ 15. En sådan fuldmagt, som omtales i § 10, stk. 2, tilbagekaldes
derved, at fuldmægtigen fjernes fra stillingen.
§ 16. En skriftlig fuldmagt, som er overgivet fuldmægtigen, og
som må anses bestemt til at være i hans besiddelse og at forevises for tredjemand,
tilbagekaldes derved, at den på fuldmagtsgiverens forlangende tilbagegives ham eller
tilintetgøres.
Stk. 2. Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give fuldmagten tilbage til
fuldmagtsgiveren.
§ 17. Gør fuldmagtsgiveren det antageligt, at en sådan fuldmagt
som i § 16 omtalt er forekommet eller af anden grund ikke kan
erholdes tilbage inden rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.
Stk. 2. Begæring herom indgives til den almindelige underret på det sted, hvor fuldmagtsgiveren
bor eller sidst havde bopæl. Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger
den en erklæring om, at fuldmagten skal være uvirksom, når erklæringen een gang
er optaget i Statstidende, og der efter optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke
må være længere end 14 dage. Retten kan i erklæringen bestemme, at den også skal
bekendtgøres på anden måde forinden optagelsen i Statstidende. Når bekendtgørelse
på foreskreven måde har fundet sted og den af retten fastsatte tid er udløbet, er
fuldmagten uden retsvirkning over for fuldmagtsgiveren; herom kan fuldmagtsgiveren
forlange attest fra retten.
Stk. 3. Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig. Består retten af flere
medlemmer, er det formanden, som træffer afgørelsen.
§ 18. En fuldmagt, der alene hviler på fuldmagtsgiverens erklæring
til fuldmægtigen, er tilbagekaldt, når erklæringen om, at fuldmagten ikke længere
skal gælde, er kommet frem til fuldmægtigen.
§ 19. Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at fuldmægtigen, uagtet
fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, på hans vegne vil foretage en
retshandel over for en bestemt tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne
er ubekendt med, at fuldmagten ikke længere gælder, så vidt muligt give ham meddelelse
herom. Undlader han dette, bliver retshandelen bindende for ham, såfremt tredjemand
var i god tro.
§ 20. Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for uvirksom, men har fuldmagtsgiveren
forbudt fuldmægtigen at gøre brug af den eller på anden måde tilkendegivet, at den
ikke længere skal gælde, er en retshandel, som foretages i henhold til fuldmagten,
ikke bindende for fuldmagtsgiveren, såfremt tredjemand havde eller burde have kundskab
om forholdet.
§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten alligevel gældende,
for så vidt det ikke følger af særlige omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv
om sådanne omstændigheder foreligger, er dog en på fuldmagten støttet retshandel
gældende over for dødsboet, såfremt tredjemand hverken havde eller burde have kundskab
om dødsfaldet og dets betydning for fuldmægtigens beføjelse til at foretage retshandelen;
er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, udkræves det til retshandelens
gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have sådan kundskab, da
han foretog retshandelen.
Stk. 2. Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn, hvor bekendtgørelse i Statstidende
af indkaldelse til fordringshaverne finder sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter
dødsfaldet, og er boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne
betaling går tilbage.
§ 22. Kommer fuldmagtsgiveren under værgemål med fratagelse af
den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6,
erhverver tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling
over for den, der er under værgemål, end tredjemand ville have erhvervet, hvis retshandelen
var foretaget med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret
fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er under værgemål, hvis tredjemand
havde kendt eller burde have kendt værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen
er foretaget i henhold til en sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18,
heller ikke påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen, da retshandelen blev foretaget,
havde eller burde have sådan kundskab.
§ 23. Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver tredjemand ikke ved retshandel
med fuldmægtigen anden retsstilling over for konkursboet, end han ville have erhvervet,
hvis retshandelen var foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er retshandelen foretaget
i henhold til en sådan fuldmagt som omtalt i § 18, kan tredjemand
ikke påberåbe sig retshandelen over for boet, såfremt fuldmægtigen, da han foretog
den, kendte eller burde kende konkursen.
§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller
kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan
træffes af boet eller værgen, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som
er nødvendige for at beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål, mod
tab.
§ 25. Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår for, at han har fornøden
fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde sådan, eller at hans retshandel er godkendt
af den opgivne fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for denne, skal
han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen ikke kan gøres gældende
mod den opgivne fuldmagtsgiver.
Stk. 2. Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når tredjemand vidste eller
burde vide, at den, som foretog retshandelen, ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller
kommer den til anvendelse, når den, som foretog retshandelen, handlede i henhold
til en fuldmagt, der var ugyldig eller uvirksom af grunde, som han var uvidende
om, og som tredjemand ikke kunne påregne, at han vidste besked om.
§ 26. Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at foretage retshandler,
finder tilsvarende anvendelse på fuldmagt til at optræde for fuldmagtsgiveren ved
retshandler, som foretages over for ham.
§ 27. Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat for enkelte fuldmagtsforhold,
forandres ikke ved denne lov.
Stk. 2. Med hensyn til tilbagekaldelse af prokura, som er anmeldt til handelsregisteret,
gælder således fremdeles, hvad der er fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma
og prokura af 1. marts 1889 §§ 7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i handelsregisteret
og lovlig kundgjort, påhviler det ikke prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten
på anden måde.
§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved personlig
vold eller ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, er den ikke bindende
for den tvungne.
Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem erklæringen er afgivet,
i god tro, må den tvungne, hvis han over for ham vil påberåbe sig tvangen, give
ham meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader
han det, er han bundet ved erklæringen.
§ 29. Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved anden
tvang end den i § 28 omtalte, er den ikke bindende for den tvungne,
hvis den, til hvem erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset
eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands
side.
§ 30. En viljeserklæring er ikke bindende for afgiveren, hvis
den, til hvem erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved svig eller har indset
eller burdet indse, at den var fremkaldt ved svig fra tredjemands side.
Stk. 2. Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt givet urigtige oplysninger
om omstændigheder, som kan antages at være af betydning for erklæringen, eller gjort
sig skyldig i svigagtig fortielse af sådanne omstændigheder, anses erklæringen for
at være fremkaldt ved den således udviste svig, medmindre det gøres antageligt,
at denne ikke har indvirket på erklæringen.
§ 31. Har nogen udnyttet en andens betydelige økonomiske eller
personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold
til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen,
eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der således er udnyttet, ikke
bundet ved den af ham afgivne viljeserklæring.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i et sådant forhold
som omtalt i stk. 1 og den, til hvem viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde
indse dette.
§ 32. Den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift
eller anden fejltagelse fra hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, er
ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet,
indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Stk. 2. Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved telegraf eller mundtlig
fremføres ved bud, forvansket ved fejl fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig
gengivelse af budet, er afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori
den kom frem, selv om den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren
gøre gældende, at erklæringen er uforbindende, har han dog at give meddelelse derom
uden ugrundet ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab. Undlader
han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom frem, såfremt
den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.
§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses for gyldig,
kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på
grund af omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til hans kundskab, og hvorom
han må antages at have været vidende, ville stride imod almindelig hæderlighed,
om han gjorde den gældende.
§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på skrømt, og
har den, til hvem erklæringen er afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en
godtroende tredjemand, kan det ikke over for denne gøres gældende, at erklæringen
var afgivet på skrømt.
§ 35. Er kvittering for et pengebeløb frakommet fordringshaveren
uden hans vilje, bliver skyldneren desuagtet frigjort ved betaling, som han efter
forfaldstid i god tro erlægger mod kvitteringens udlevering.
§ 36. En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis,
hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Det samme gælder andre retshandler.
Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse,
aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
§ 37. (Ophævet).
§ 38. Har nogen forpligtet sig til, at han af konkurrencehensyn
ikke må drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse
i en sådan, er vedtagelsen ikke bindende for ham, for så vidt den med hensyn til
tid, sted eller andre forhold går videre end påkrævet for at værne imod konkurrence
eller på urimelig måde indskrænker den forpligtedes adgang til erhverv. I sidstnævnte
henseende skal hensyn tages også til den interesse, den berettigede har i, at vedtagelsen
efterkommes.
Stk. 2. Har nogen, der er ansat i en forretning eller anden virksomhed, over for
dennes indehaver påtaget sig en forpligtelse af det ovenfor angivne indhold, som
skal gælde efter ansættelsens ophør, bliver forpligtelsen uvirksom, hvis han opsiges
eller afskediges uden at have givet rimelig anledning dertil, eller han selv fratræder
sin stilling, og indehaverens undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet
ham gyldig grund dertil.
§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på
forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.
Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervsdrivende
indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler
uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke
er en forbrugeraftale.
Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk.
2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har
det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, fortolkes
vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende
har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel forhandling.
Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den erhvervsdrivende
være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk.
1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke
en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren
at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1,
nævnte retsvirkninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige
del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring,
at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i
§ 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den
pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade
for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.
§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land
uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen,
gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår.
Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være lovgivningen herom i
et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen,
og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.
§ 39. Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig af,
at den, til hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om
et vist forhold eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han
indså eller burde indse på det tidspunkt, da viljeserklæringen blev ham bekendt.
Dog kan der under særlige omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han
har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men forinden viljeserklæringen
har virket bestemmende på hans handlemåde.
§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal 'give meddelelse',
har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller, hvor andet
forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed, går
det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.
§ 41. Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes danske lov, for Færøernes
vedkommende samme konges norske lov 5-1-4 og 5-1-5.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
26-04-2022