Hvis du bor i en af de kommuner, hvor der ikke er boligregulering, kan din udlejer som udgangspunkt frit fastsætte huslejens størrelse.
Dette gælder følgende kommuner:
Billund, Fredensborg, Greve, Holstebro, Ikast-Brande, Læsø, Mariagerfjord, Rebild,
Ringkøbing-Skjern, Samsø, Solrød, Struer, Thisted, Tønder, Varde, Vesthimmerland
og Ærø.
Der findes ingen detaljerede beregningsregler, som udlejeren skal følge, men han
må dog højst forlange et beløb, der svarer til 'det lejedes værdi' - for nu at sige
det med lejelovens ord.
Loven forsøger også at beskrive, hvad den mener med 'det lejedes værdi'. Nemlig
ved at sammenligne 'med den leje, som er almindeligt gældende i kvarteret eller
området' for tilsvarende boliger med tilsvarende beliggenhed og af en tilsvarende
kvalitet.
Men selv om du ved at kigge på andre lejeboliger skulle komme frem til, at din udlejer
forlanger mere end 'det lejedes værdi', kan du måske ikke bruge det til noget alligevel.
Din husleje skal nemlig være væsentligt højere end 'det lejedes værdi', før huslejenævnet
vil gå med til at sætte den ned.
Tillige skal du tænke dig om to gange, før du indleder en huslejenævnssag om huslejens
størrelse, hvis du bor i en bestemt type af lejemål. Nemlig i en lejlighed i et
tofamilieshus, hvor udlejeren også bor, eller på et værelse, der er en del af udlejers
beboelseslejlighed/en- eller tofamilieshus. For her vil han til enhver tid kunne
opsige lejeaftalen, således du tvinges til at flytte med henholdsvis 1 års –
eller 1 måneds varsel.
Men bor du på et klubværelse eller i en lejlighed i en større udlejningsejendom, kan du roligt tage en sag om huslejens størrelse. I disse tilfælde har din udlejer ingen mulighed for at straffe dig med en opsigelse.
I de uregulerede kommuner er det også Huslejenævnet, der tager stilling til, om
din husleje væsentligt overstiger ” det lejedes værdi”, og du kan derfor
indbringe sagen for nævnet, hvis du har mistanke om, at du betaler for meget i husleje.
Det koster i 2022 319 kr. at indbringe en sag for huslejenævnet.
Nu er det imidlertid ikke kun dig, der kan kræve huslejen ændret under henvisning
til 'det lejedes værdi'. Din udlejer kan varsle en huslejeforhøjelse med den begrundelse,
at din husleje ligger 'væsentligt under det lejedes værdi'. Hvis han benytter denne
begrundelse, kan du tvinge ham til at få huslejeforhøjelsen vurderet af huslejenævnet
- og det kan du eventuelt læse mere om i emne nummer 739.
I lejemål taget i brug efter d. 31.12.1991, i lejemål der før d. 31.12.1991 alene blev anvendt til andet end beboelse eller i nyopførte tagetagelejemål fastsættes lejen efter markedslejen, dvs. helt frit. Det forudsætter dog, at det fremgår af lejekontrakten, at lejemålet er omfattet af bestemmelsen i boligreguleringsloven § 15 a eller lejelovens § 53. Hvis dette ikke er aftalt, gælder de almindelige regler, dvs. omkostningsbestemte system eller efter det lejedes værdi, læs mere om det omkostningsbestemte system under emne nummer 731. Hvis lejen er hel fri, kan huslejenævnet nedsættes den efter aftalelovens § 36 – men det kræver dog helt ekstraordinære omstændigheder.)
26-04-2022