Inden du eventuelt køber anparter, bør du gøre dig to ting klart. Nemlig:
1) At det udbudte projekt aldrig kommer til at forløbe som forudsat i budgetterne.
Blandt andet valutakurser, renteniveau og skatteregler ændrer sig i et væk - og
der kan ske rigtig meget over en længere årrække.
2) At udbyderen er den eneste, der kan være sikker på en økonomisk gevinst - og
det uanset, om du og alle de andre kommanditister ender med at tabe penge!
Derfor vil vi opfordre dig til at bruge din sunde fornuft og lade være med at tro,
træerne vokser ind i himlen, så du ender med at stå med et eller andet beløb, som
bliver angivet i udbudsmaterialet, også kaldet prospektet. Meget kan gå galt, og
meget er hidtil gået galt i udbudte anpartsprojekter!
Når det er sagt må vi i sagens natur tilføje, at netop anparter kan være en glimrende
måde at sprede ejendomsretten til store aktiver på, så folk med almindelige indtægter
bliver erhvervsdrivende på en passiv måde.
I stedet for at gennemgå de juridiske aspekter af hele anpartsmarkedet, forsøger
vi i det følgende at give dig nogle gode råd, hvis du - typisk af skattemæssige
årsager - overvejer at købe anparter:
1) Du bør aldrig købe anparter alene på baggrund af en farvestrålende annoncer -
og slet ikke som en forhastet beslutning i dagene op til nytårsaften. Et stort skattefradrag
her og nu kan blive en særdeles bekostelig affære om fx 5 eller 10 år.
2) Tillige bør du aldrig købe anparter, medmindre du selv er i stand til eller får
en specialist til at vurdere de indbyggede forudsætninger, udbyderens fortjeneste,
aktivernes handelspris, de involverede parters soliditet og så videre. I denne branche
er der blandt andet skræmmende eksempler på, at anpartshaverne i virkeligheden selv
har betalt for et sikkerhedsdepot, lige som der er oprettet særlige og økonomisk
svagt funderede selskaber til lejligheden, fx til at indgå den uopsigelige lejekontrakt
om et nybygget skib.
Skulle du efter nøje overvejelse ønske at købe anparter, gør du klogt i:
1) At købe hos en seriøs udbyder, der formår at holde de forskelige interesser klart
adskilte.
2) At sikre dig, at det aktiv - typisk skibe - du bliver medejer af, er udlejet
uopsigeligt til et solidt selskab, der hæfter med alt, hvad det ejer, for de kontraktsmæssige
betalinger.
3) At lade være med at bruge din sparede skat til forbrug, men spare den op på en
godt forrentet måde - fx i form af statsobligationer - så du har noget at stå imod
med i tilfælde af ekstraordinære indbetalinger.
Hvis du udelukkende overvejer at købe anparter for at spare penge i skat, vil vi
dog anbefale dig først at kigge på andre muligheder. Og det vil typisk være rate-
eller kapitalpensioner, som fortsat kan trækkes fra i den del af din skattepligtige
indtægt, hvor fradraget giver mest, og dermed får du det størst mulige nedslag i
din skat. Sådanne fradrag vil imidlertid koste dig noget her og nu. Nemlig forskellen
på det indbetalte beløb og værdien af skattefradraget.
Ved anparter ser det modsat ud, for her får du typisk en skattebesparelse nu, idet
du skubber skatten foran dig i en årrække, hvor du tillige kan få en rentegevinst
af den foreløbigt sparede skat. Men går et eller andet galt - og som allerede understreget
kan meget gå galt - ender anparterne måske med at koste dig mere end meget til sidst.
Valget er selvfølgelig dit, og hvis det bliver anparter, så sæt dig grundigt ind
i projektet og dets forudsætninger på forhånd !
26-04-2022