654 Checkkonti

Du kan på dette emne læse om, hvad der sker hvis dit checkhæfte skulle blive stjålet, og om krydsning af checks som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Vi vil ikke gennemgå alle mulige andre regler om checks.

Medens der gælder meget detaljerede lovregler om din hæftelse for misbrug af betalingskort, herunder Dankort, er der meget få regler om de tilsvarende problemer ved checkkonti.

Hvis du skulle tabe dit checkhæfte eller hvis det skulle blive stjålet, vil de checks som finderen eller tyven udsteder, være falske, og det ligger fast, at du ikke hæfter for falske checks. Dette gælder, selv om checkmodtageren har været i nok så god tro. Din bank eller sparekasse kan med andre ord ikke debitere din konto eventuelle falske checks, som banken eller sparekassen måtte have indløst. Din bank eller sparekasse må henvises til at kræve pengene tilbage fra den, som har indløst checken. I denne forbindelse kan det nævnes, at den særlige checkgarantiordning for indløsning af checks på op til 1.000 kr ikke gælder for falske checks.

Der gælder dog den undtagelse, at du har pligt til at opbevare dit checkhæfte på en sådan måde, at det ikke let kan tilegnes og benyttes af uberettigede personer. Har du opbevaret dit checkhæfte på uforsvarlig måde, kan din bank eller sparekasse afkræve dig erstatning for et eventuelt tab, som er en følge af den uforsvarlige opbevaring. Du risikerer også at blive erstatningsansvarlig, hvis du fx taber dit checkhæfte og derefter undlader at give din bank eller sparekasse besked herom inden rimelig tid eller i det mindste snarest muligt efter at du får kendskab til at checkhæftet er bortkommet. I de to nævnte tilfælde risikerer du dog kun at blive erstatningsansvarlig, hvis din bank eller sparekasse har indløst checken under iagttagelse af almindelige forretningsmæssige sikkerhedsregler. Ellers må din bank eller sparekasse selv bære tabet.

Der gælder mærkeligt nok ikke nogen beløbsmæssige begrænsninger for dit ansvar på samme måde, som hvis du har tabt dit Dankort. Vi vil derfor råde dig til - om muligt at passe endnu bedre på dit checkhæfte end på dit Dankort.

Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning vil vi råde dig til at krydse alle dine checkblanketter, allerede når du har fået checkhæftet udleveret. Krydsningen sker ved, at du påfører checkblanketternes forside to parallelle streger på tværs af checken.

En bank eller sparekasse må ifølge checkloven kun indløse en krydset check, hvis indløseren er kunde i den pågældende bank eller sparekasse. Hvis banken eller sparekassen ikke overholder denne regel, bliver den selv ansvarlig for tabet. Den, der har stjålet dit checkhæfte med krydsede checks, vil normalt ikke turde udstede falske checks til sig selv og derefter indløse checkene i en bank eller sparekasse, hvor han selv er kunde.

Vi må dog understrege, at du bestemt ikke er helgarderet mod misbrug, blot fordi du har krydset checkblanketterne. Tyven kan stadig bruge checkblanketterne ved køb i forretninger o.s.v. Du gør blot livet lidt vanskeligere for tyven, og vi vil derfor tro, at et stjålent checkhæfte med krydsede checkblanketter har en lavere værdi på det sorte marked end almindelige stjålne checkhæfter.