Mil mand er blevet dømt til at betale 1900,00 i bøde for en trafikforseelse, med en forvandlingsstraf på 6 dages hæfte.
Han mener imidlertid, at han er uskyldig og nægter at betale ovennævnte bøde.
Hvilket i realiteten så betyder, at han skal have 6 dages hæfte.
Mit spørgsmål er kort og godt: Hvad er hæftestraf?
Hæfte er en særlig mild form for frihedsstraf, som ifølge motiverne til straffeloven er tiltænkt "personer, der står uden for de egentlige forbryderes kreds".
Ifølge straffelovens § 44 gælder der følgende regler om hæftestraffen:
§ 44. Hæfte idømmes fra 7 dage til 6 måneder. Bestemmelserne i § 34 og § 36, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Fangerne må ikke hensættes sammen med andre fanger end sådanne, som udstår straf af hæfte. Forplejningen er ikke indskrænket til den anordnede fangekost. Inden for de grænser, som god orden i fængslet kræver, har fangerne ret til selv at forskaffe sig, hvad de ønsker til personlig brug og udstyr af cellen.
Stk. 3. Fangerne er berettigede til selv at skaffe sig arbejde, der er foreneligt med sikkerheden og god orden i fængslet; arbejdsudbyttet tilfalder fangen. Skaffer fangen sig ikke sådant arbejde, pålægges det ham mod vederlag at udføre et under hensyn til hans dannelsestrin og livsstilling passende arbejde i et sådant omfang, som er nødvendigt til en rimelig sysselsættelse.
Da der er tale om hæfte som forvandlingsstraf kan hæfte være kortere end 7 dage. Den korteste forvandlingstraf er hæfte i 2 dage.
Hæftestraffen skal afsones i et arresthus.
Når forvandlingsstraffen er afsonet, er bøden på de 1.900 kr. bortfaldet, men til gengæld må din mand påregne at få en regning på afsoningsomkostningerne, og den kan meget vel blive større end bøden. Jeg kender desværre ikke arresthusenes aktuelle opholdspriser pr. dag.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
PS: Fra d. 01.07.2001 er hæftestraffen afskaffet og erstattet med almindelig fængselsstraf.