Er omskæring egentlig lovlig?

I Köln har en domstol afgjort, at en konkret omskæring af en dreng var vold, og ikke burde være sket, før drengen var gammel nok til selv at træffe en beslutning. Efterfølgende har en leder i "Politiken", som forsvarede forældres ret til at lade deres børn omskære, udløst stor debat.

Men er omskæring af mindreårige drenge egentlig lovlig i dag? Jeg mener - der må da være en lovgivning, som forbyder fysiske overgreb generelt?

Vi kan jo ikke have én konkret lov, som forbyder afskæring af næsetippen, en anden, som forbyder afhugning af lilletæer, en tredje, som forbyder afskæring af forhuden.

Ellers er der vel internationale konventioner om børns rettigheder og beskyttelse af de svageste, som burde forhindre sådanne overgreb?

Svar

Da omskæring af drenge er et kirurgisk indgreb, hvilket er blevet indskærpet af sundhedsstyrelsen, kan det kun udføres af autoriserede læger, og i så fald er det lovligt (og i øvrigt omfattet af Patientforsikringen). Ellers ikke!

Omskæring af piger er forbudt efter dansk lov, og det kan straffes, selv om det er foretaget i et land, hvor det er tilladt, såfremt de pågældende er bosat her i landet.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

www.JuraEksperten.dk