Min søn har selv sparet sammen til og købt en iPhone i oktober 2010. Ovre i håndboldhallen ligger den i tasken, inde i et håndklæde, på en dertil indrettet bænk. Min søn på tolv år er inde i hallen.
Det er normalt at efterlade briller, pung osv. i omklædningsrummet - dette har træneren
sagt, idet det er en lille by og der har aldrig været problem er med tyveri etc.Da
min søn efterlader sin taske indeholdende iPhone og et håndklæde og en deodorant
lægger den, lynet og lukket på bænken.
Da han kommer tilbage fra træning er tasken stadig lynet og lukket, men mobiltelefonen
er HELT smadret. Ikke bare gået i stykker på reparationsmåden, men helt smadret
og knust. Den er vredet op i den ene ende og der falder noget af den hver gang man
rører ved den, som glas fjedre osv.
Min søn fortæller at han har fortalt det til træneren, som gik ud til de store drenge,
der skulle træne efter min søn. Han fremviser telefonen og to af drengene bekender
straks kulør og siger, at det var dem.
De har givet 3 forskellige forklaringer på hvad der er sket. Mit forsikringsselskab
vil ikke dække, idet de betegner det som hærværk. Drengenes forældre vil ikke erstatte
telefonen, fordi de siger, at min søn slet ikke skulle have efterladt telefonen
i tasken.
Drengene er begge to 14 år.
Som jeg læser erstatningsansvarsloven, så er de erstatningsansvarlige, selv om de er under 15, og klart i alder hvor de forventes at kunne se konsekvenser af den slags handlinger.
Men hvordan gør jeg rent praktisk når de ikke vil løse sagen i mindelighed?
Forsikringsselskabet sagde jeg skulle melde det til politiet som hærværk såfremt jeg ville gøre erstatningskravet gældende.
Hvad bør jeg gøre? Har jeg nogle rettigheder overhovedet?
Du bør ganske rigtigt anmelde de to drenge til politiet for hærværk.
De to drenge er erstatningsansvarlige, og du kan om nødvendigt få dem dømt til at
skulle betale erstatning ved et civilt søgsmål i forlængelse af anmeldelsen
for hærværk - måske endda som en del af straffesagen. Du kan eventuelt tjekke hos
dit forsikringsselskab, om retshjælpsdækningen i din forsikring omfatter en sag
som den omtalte.
Inden du anmelder drengene for hærværk, kan du måske med fordel tage en sidste snak
med forældrene - eller per anbefalet brev - for at gøre dem klart, at du agter at
anmelde sagen til kriminalpolitiet og indlede en erstatningssag mod drengene, hvis
forældrene fortsat ikke vil være med til at få sagen ud af verden.
Forældrenes argument - at din søn ikke bør have en mobiltelefon i sin taske - er
juridisk set helt hen i skoven.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
JuraEksperten.dk