Har vi ret til 5 minutters pause hver time?

Jeg er ansat i en stor virksomheds cafeteria, hvor der er forskellige vagttidspunkter, eksempelvis 08.00-16.00. Dette giver som bekendt 8 timers arbejdsdag., der normalt er 7,5 timer, en af dagene arbejdes der til 15.30 så ugetiden er 37 timer. Den sidste daglige 1/2 time skal vi så bruge til at spise  og ryge i. 

Mine arbejdskolleger mener, vi har krav på 5 min. for hver time. Der skal oplyses, at firmaet ikke har nogen overenskomst.. 

Hvordan forholdet det sig  med pauser, dersom der skulle være lov herfor?  

Endvidere har chefen  nu udleveret en liste hvorpå skal skrives afgangs-samt- ankomsttidspunktet, fra pauser, som han så tjekker via videokameraer, hvilket vi er   blevet oplyst om. Dette er så vidt jeg har forstået fuldt lovligt, men kan han virkelig forlange, vi skal udfylde lister herover? Takkende på forhånd for svaret.

SVAR:

Mig bekendt findes ingen faste regler i henhold til lovgivningen om, om man har krav på 5 minutters pause pr. times beskæftigelse, men der findes særlige regler om ret til pauser ved arbejde under særlige forhold, eksempelvis forhold med usædvanlig høje temperaturer, hvilket næppe er relevant for jer. Nødvendige pauser er et forhold, der kan og bør indarbejdes i den lovpligtige arbejdspladsvurdering, der skal udføres efter lov om arbejdsmiljø og tilhørende regler. Efter disse arbejdsmiljøretlige regler gælder, at man har krav på passende pauser, f.eks. til at rette ryggen og strække benene ved stillesiddende arbejde m.m.

Jeg mener egentlig ikke, at der er noget til hinder for, at arbejdsgiver kræver registrering af egentlige pauser, hvor arbejdet afbrydes, da dette kan være ganske relevant for arbejdsgiveren at registrere. Lad mig give et kort eksempel.

Hvis rygere eksempelvis dagligt skal have en rygepause, hver 2. time og skal forlade arbejdet for at gå ud i forbindelse hermed, går der nemt 10 minutter med det pr. pause,  hvilket dagligt indebærer et forbrug på ca. 40 min. til rygepause. På ugebasis svarer det mere end en ½ arbejdsdag, og på årsbasis faktisk til, at rygeren arbejder mere end 4 uger mindre end ikke rygeren.

Med venlig hilsen

Peter Ruhr

Havnevej 19,

4300 Holbæk