Kan jeg få erstatning for brækket tommelfinger fra kommunen, som ikke havde sørget for, at P-pladsen var gruset og saltet?

Jeg er i dag faldet og har brækket højre hånds tommelfinger. Bruddet er så kompliceret, at en operation er nødvendig.

Kan jeg søge erstatning hos Kommunen som ejer vejen/p-pladsen. Det var før der faldt nysne, men p-pladsern var hverken gruset eller saltet og derfor var der glat is bagved de parkerede biler.

Hvis jeg kan søge erstatning, hvad kan jeg så kræve udover tabt arbejdsfortjeneste ? 

Jeg ved i skrivende stund ikke om jeg får varige mén, men det kan jeg vel tage forbehold for ved en anmodning om erstatning.

SVAR:

Kommunen er som udgangspunkt ansvarlig for manglende snerydning på kommunens arealer, og navnlig når der er tale om sne- og isglatte arealer, som kunne og burde have været ryddet, hvilket vel vil være tilfældet, hvis arealerne - en parkeringsplads - gennem flere dage har været sne- og isglat. Ansvaret kan sammenlignes med det grundejeransvar, der gælder for private, men er dog ikke i praksis administreret helt lige så strengt, når der er tale om et kommunalt areal. Er der tale om et meget befærdet areal, som det vil være tilfældet for en større kommunal parkeringsplads, vil jeg som udgangspunkt dog mene, at der vel kan være ansvar for kommunen.

Derfor bør du dels dokumentere (tag billeder) af det sne- og isglatte areal, og dels anmelde skaden til kommunen og til eget eventuelle ulykkesforsikringsselskab. Skete skaden i din arbejdstid, skal skaden også af din arbejdsgiver anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på erstatning.

Erstatningsposterne der kan komme på tale er svie- og smerte pr. dag, du er sygemeldt (170 kr. pr dag i 2010), tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for varigt mén.

Med venlig hilsen

Peter Ruhr

Havnevej 19,

4300 Holbæk