Er fyring på grund af samarbejdsproblemer gyldig?

Jeg har et spørgsmål om opsigelse af funktionær.

Jeg er blevet opsagt min stilling og blevet fritstillet. Efter at have læst min opsigelse igennem igen, tror jeg nu at min opsigelse ikke er korrekt.

Der står i min opsigelse:

"Vi henviser til tidligere samtale her på kontoret, hvor der blev redegjort for nogle samarbejdsvanskeligheder.

Det betyder desværre, at vi fremover ikke har mulighed for at anvende din arbejdskraft, hvorfor vi må opsige din ansættelse her i firmaet til fratrædelse pr. 31. december 1997."

Herefter fortsætter det så med, at jeg er fritstillet og reglerne for det.

Jeg har været ansat fra 10. december 1992.

Jeg mener ikke, at man kan opsige mig på grund af samarbejdsvanskeligheder. Jeg har ikke modtaget nogle mundtlige eller skriftlige advarsler.

ps: Dette er en MEGET fin service som I yder, TAK.

SVAR:

Opsigelsen må være gyldig, men du har muligvis krav på en godtgørelse for usaglige opsigelse. Dette er reguleret i funktionærlovens § 2 b, som lyder således:

§ 2 b. Såfremt opsigelse af en funktionær, der er fyldt 18 år, og som har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 1 år før opsigelsen, ikke kan anses for rimeligt begrundet i funktionærens eller virksomhedens forhold, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse. Denne fastsættes under hensyn til funktionærens ansættelsestid og sagens øvrige omstændigheder, men kan ikke overstige funktionærens løn for en periode svarende til halvdelen af det opsigelsesvarsel, der tilkommer den pågældende i henhold til § 2, stk. 2 og 3. Er funktionæren ved opsigelsen fyldt 30 år, kan godtgørelsen dog udgøre indtil 3 måneders løn.

Jeg vil råde dig til at kontakte din faglige organisation eller en advokat for at få vurderet, om der er basis for at kræve godtgørelse for usaglig opsigelse.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg