Mit spørgsmål går på reglerne for de forskellige børnetilskud. Jeg er enlig og har
planer om at blive kunstig befrugtet - jeg bliver altså enlig forælder.
Så vidt jeg har kunnet finde ud af har man som enlig forælder ret til almindelig
børnefamilieydelse samt ordinært børnetilskud og ekstra børnetilskud - det gælder
vel også hvis man selv vælger at være enlig forælder som jeg jo gør?
Derudover har jeg læst om det, der hedder særligt børnetilskud - men jeg kan
ikke finde ud af, om jeg ville kunne modtage dette. Der står i loven, at man kan
modtage det, hvis "faderskabet til barnet ikke er fastslået"... Vil det
sige at man kan modtage det, hvis man bliver kunstigt befrugtet som enlig?
Jeg kan forstå, at man som eneadoptant IKKE kan få tilskuddet, men jeg har ikke
kunnet finde noget information om reglerne ved kunstig befrugtning.
Jeg håber meget at I kan give mig et svar og evt. en henvisning til en gældende
regel/lov som jeg kan henvise til, når jeg henvender mig på kommunen.
Svar:
Du har læst rigtigt hvad angår børnefamilieydelse samt ordinært og ekstra børnetilskud.
Hvor du indtil 1. januar 2009 tillige var berettiget til det særlige børnetilskud,
såfremt barnet var et resultat af kunstig befrugtning, findes denne mulighed ikke
længere. Ligeledes kan der ikke længere ydes særligt børnetilskud til en person,
som adopterer et barn.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund