Hvad vil det sige, at en opsagt medarbejder er suspenderet?

Kan I fortælle, hvad der ligger i at blive suspenderet ?

En medarbejder er opsagt den 28.2. - med 6 måneders opsigelsesvarsel - og bliver suspenderet den 3.3.... - hvilke forhold er så gældende ??

SVAR:

En suspension betyder normalt, at medarbejderen bliver fritaget fra sin arbejdsforpligtelse, men således at medarbejderen skal stå til rådighed for arbejdsgiveren i suspensionsperioden.

Det betyder derfor også, at den gamle arbejdsgivers lønforpligtelse bortfalder, hvis medarbejderen får nyt job i suspensionsperioden - i modsætning til fritstilling, hvor den gamle arbejdsgiver skal betale løn i mindst 3 måneder, selv om medarbejderen får nyt arbejde.

Hvis den gamle arbejdsgiver efter en periode (en måneds tid) ikke har brugt medarbejderens arbejdskraft overhovedet, kan medarbejderen vælge at meddele arbejdsgiveren, at han nu betragter sig som fritstillet, således at han kan tage nyt arbejde uden at den gamle arbejdsgivers lønforpligtelse bortfalder.

Med venlig hilsen

Steen Marslew

Advodan, Holbæk