Må jeg drive selvstændigt firma som bibeskæftigelse?

Hvis man står i en sædvanlig lønmodtager-fagforening (Metal el.lign.), er det så tilladt at drive eget (fritids-) firma ved siden af, såfremt arbejdsgiveren er orienteret?

Hvad er konsekvenserne, hvis man bliver afskediget som lønmodtager, men altså har eget firma?

Har man pligt til at oplyse arbejdsgiveren om evt. selvstændig virksomhed udenfor arbejdstiden?

SVAR:

Ja, du kan roligt drive "eget fritids-firma ved siden af" - som du skriver - når din arbejdsgiver er orienteret om det.

Dit andet spørgsmål er straks vanskeligere - og ligger uden for de områder, jeg sædvanligvis beskæftiger mig med. Men konsekvensen er, at du kan få dagpenge, hvor der sker fradrag på grund af arbejdstimerne i din bibeskæftigelse: Den selvstændige virksomhed.

Du kan måske blive "kombinationsforsikret", så du får ret til såvel dagpenge i tilfælde af, at du mister dit lønarbejde, som ved ledighed i forbindelse med din selvstændige virksomhed. Men tag en snak med A-kassen, for jeg kender ikke disse regler særlig godt.

Svaret på dit sidste spørgsmål er "nej". I hvert fald medmindre du indtager en særlig betroet stilling eller som bibeskæftigelse åbner en selvstændig virksomhed, der direkte konkurrerer med den, du er lønmodtager i.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund