Min familie og jeg var involveret i et trafikuheld i Østrig.
Ulykken skete ved at en bilist kørte ud foran bilen, og vi var nødt til at undvige. Især min kone kom alvorligt til skade, og hun har været indlagt 29 dage på hospitalet.
Jeg vil gerne vide, hvem der skal betale erstatning for svie og smerte med videre.
Jeg går ud fra, at du har anmeldt forholdet til politiet i Østrig, hvorfor der må være en politirapport. Du har forhåbentlig også anmeldt sagen til dit eget motorforsikringsselskab.
Hvis den østrigske bilist og dermed hans forsikringsselskab er kendt, skal der rejses krav mod bilisten og selskabet. Det er nok mest praktisk at en lokal østrigsk advokat gør dette. Du kan få omkostningerne dækket, hvis du har kaskoforsikring på bilen.
Hvis ikke bilisten er kendt, vil der alligevel være mulighed for at opnå erstatning ved henvendelse til DFIM (Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring), Amaliegade 10, 1256 København K.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat