Får min nabo besked om, at hans lejlighed er blevet ransaget af politiet?

I går bankede en høflig, civilklædt betjent på min dør og bad mig - efter behørig forevisning af legitimation - være vidne til en ransagning i den ejendom, hvor jeg bor. Det indvilligede jeg - lettere forvirret i, syntes jo egentlig ikke, det var noget, der på nogen måde kom mig ved, men har efterfølgende i Retsplejeloven læst mig til, at det faktisk er en slags borgerpligt - det er da i orden!

Lejlighedens beboer var ikke hjemme, så politiet måtte benytte sig af en låsesmed, og alt gik (selvfølgelig) pænt og ordentligt til. Det var en narkoransagning, og der blev intet fundet, hvorfor jeg går ud fra, at der næppe rejses sigtelse mod beboeren.

Jeg er helt med på, at politiet skal have lov at ransage og synes også, at systemet med to "uberygtede mænd" som vidner borger for en vis retssikkerhed! Men min tanke er: Får manden, hvis lejlighed m.v. blev ransaget, besked om det passerede - der er ingen, der kan se, at der i morges var syv voksne og en hund inde i hans hjem!

Eller lever vi måske i virkeligheden med måske ikke altid at vide, om fremmede har været inde i vort hjem - med juraen på deres side? Den tanke bryder jeg mig ikke om, så jeg håber, I kan afkræfte den!

Svar:

Den der har rådighed over husrummet skal underrettes om ransagningen, jf. retsplejeloven § 798 stk. 3. I en sag som denne kan politiet bede retten om at meddelelse ikke straks gives til den pågældende. Ofte er det p.g.a. anden efterforskning i narkosager. Der skal dog på et tidspunkt gives meddelelse om ransagningen - der kan dog godt gå flere måneder.

Hvis meddelelse udsættes skal der beskikkes en advokat for den ransagningen vedrører. Advokaten kan protestere mod fortsat hemmeligholdelse og kan også kære til landsret. Den pågældende advokat må ikke sige noget om sagen til nogen, og han udpeges af retten. Reglerne står i retsplejeloven kap.73 med henvisning til kap.71.

Det skal være en meget alvorlig sigtelse før der træffes bestemmelse om hemmeligholdelse.

Med venlig hilsen

Henrik Feldt-Rasmussen, advokat (H)

Ryesgade 31, 
8100 Århus C
Tlf. 86130600
E-mail: hfr@advokaterne-aarhus.dk