Kan min arbejdsgiver og SID forbyde mig at tage et bijob?

Jeg arbejder i weekends (24 timer) og dette arbejde honoreres med en fuld ugeløn. Der er oprettet ansættelsesaftale, hvoraf det fremgår, at min arbejdstid kun er i weekends, og i denne aftale er der ingen begrænsninger mht. de 5 hverdage i ugen.

Jeg har derfor 5 dage fri, og har egentligt rigeligt tid til at have et bi-job. Men der står i min overenskomst (SID), at jeg ikke må have anden lønnet indkomst. Kan dette være rigtigt?

Jeg tænker her på, at jeg mener at have lært, at retten til at arbejde er en grundlovssikret rettighed for alle, og at denne rettighed ikke er begrænset til et x antal timer eller jobs.

Kan min arbejdsgiver bestemme, hvad jeg skal/kan foretage mig i mine 5 fridage ? Jeg tænker her på, at hvis det passer mig at køre som taxachauffør eller andet et par dage midt i ugen, ja så skal hverken SID eller arbejdsgiveren blande sig i dette - eller hvad?

SVAR:

Det er et kollektivt hensyn, som stadig figurerer i nogle overenskomster - således at du ikke optager arbejde for andre.

Du bør sikre dig, at både din arbejdsgiver og SiD accepterer dit bijob, idet du ellers risikerer at misligholde dit ansættelsesforhold, ligesom din arbejdsgiver risikerer at begå overenskomstbrud, hvis han accepterer det uden at SiD er klar over det.

Med venlig hilsen

Steen Marslew

Advodan, Holbæk