Min datter på 17 vil gerne flytte hjemmefra.
Har hun mulighed for at få økonomisk hjælp, da hun pga. sin alder endnu ikke er
berettiget til SU?
Hun går i 1.g.
Svar:
Jeg beklager, men der findes ikke længere noget, der hedder ungdomsydelse.
Da din datter er under 18 år er hun undergivet din forældremyndighed, og du har
pligt til at forsørge hende.
Der er mig bekendt ikke nogle muligheder for, at hun kan få økonomisk hjælp andet
end det, du modtager i børnefamilieydelse og evt. børnetilskud og børnebidrag.
Da hun er 17 år, kan hun ikke som sådan flytte hjemmefra i egen lejlighed eller
lignende, idet hun ikke er myndig.
Såfremt hun skal flytte hjemmefra, kan jeg kun se, at det kan blive på en kostskole,
eller såfremt hun trænger til særlig støtte efter serviceloven, ungdomspension,
ungdomshybel eller lignende.
Såfremt hun i øvrigt er velfungerende, er hun ikke omfattet af servicelovens bestemmelser
om foranstaltninger overfor børn og unge.
Med venlig hilsen
Frank Viberg-Holde