Vi er et ægtepar, der begge er på mellemste førtidspension.
Min mand har kræft og blev opereret første gang i 1995, hvor han fik fjernet mavesækken,
milten og et stykke af bugspytkirtlen.
Så blev han igen opereret februar 2000, hvor han fik lavet kolostomi, på grund af dårlig immunforsvar, får han ca. engang i måneden lungebetændelse.
Jeg selv er el-kørestols bruger siden 1992 på grund af sygdom, og kan ikke klare
mig selv.
Vores læge har anbefalet os begge at søge om at få den højeste førtidspension.
Vi vil derfor gerne spørge om, efter alt det nye, der er kommet angående pensioner,
om vi kan fratages den førtidspension, vi er tilkendt, hvis vi ansøger om forhøjelse?
Svar:
I kan ikke få frataget Jeres mellemste førtidspension, når I søger om en højeste
førtidspension.
Den kan kun fratages, såfremt Jeres erhvervsevne forbedres i et omfang, der gør,
at I ikke længere opfylder betingelsen om, at erhvervsevnen skal være nedsat med
omkring 2/3, som jo er betingelsen for tilkendelse af mellemste førtidspension.
Det "nye", der er kommet er, at man kun kan søge om førtidspension, såfremt
samtlige foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsevnen, har været afprøvet.
Efter de nye regler gælder det ikke for ansøgere, der opfylder betingelsen for tilkendelse
af en højeste førtidspension.
Med venlig hilsen
Frank Viberg-Holde
26-04-2022