Jeg er blevet "ansat" i et modelbureau og bliver lejlighedsvis anvendt som foto eller filmmodel.
Jeg har set på afregningen med bureauet at der ikke nævnes noget om feriepenge.
Kan det være rigtigt og hvad siger lovgivningen på dette område.
Bureauet er autoriseret og indbetaler A-skat til myndighederne.
Ifølge ferielovens § 1 omfatter loven "lønmodtagere i offentlig eller privat
tjeneste".
Der skal foreligge et tjenesteforhold i ferielovens forstand. Om dette er tilfældet
beror på et samlet skøn over beskæftigelsesvilkårene. Blandt de momenter, der indgår
i dette skøn, er bl. a
1. om der består en vis pligt til at udføre arbejdet
2. arbejdsgiverens tilsyn med arbejdet
3. arbejdsgiverens adgang til at give nærmere instrukser for arbejdets udførelse
4. opsigelsesvarsel
5. afregningsmåde
6. om den ansatte i anden lovgivning anses for at være lønmodtager
Den omstændighed, at der trækkes A-skat, trækker i retning af, at du er i et tjenesteforhold
og derfor har krav på feriepenge.
I Lisbeth Lollikes bog Ferieloven med kommentarer, 6. udg. 1984 er der på side 77
anført en afgørelse fra arbejdsministeriet fra 1981, hvor en filmmodel blev anset
for omfattet af ferieloven. Hun blev honoreret med en fast timeløn, var undergivet
arbejdsgiverens bestemmelse om arbejdets art og varighed, hun kunne ikke sige nej
til tilbudte opgaver og hun havde ingen rettigheder til arbejdsresultatet.
Jeg tør ikke ud fra de foreliggende oplysninger sige med sikkerhed, om du er omfattet
af ferieloven. Hvis der er tvivl, kan du ifølge ferielovens § 5 anmode direktøren
for arbejdstilsynet om at træffe afgørelse i sagen.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
26-04-2022