Min tandlæge har fejlbehandlet mig i årevis!

Jeg har i 16 år fået renset tænder for tandsten hver 3 måned.

Jeg har nu fået at vide, at der dannes tandsten under tandkødsranden, og det har min gamle tandlæge aldrig renset op eller fortalt om muligheden for det.

Jeg fik efterhånden meget løse tænder i begge sider af overmunden, og i januar 99 fik jeg dem rykket ud og fik lavet en delprotese, som allerede er slidt i stykker, fordi jeg har et forkert bid - heller ikke det har min gamle tandlæge bekymret sig om.

Jeg har nu været hos en anden tandlæge, som har renset op for parodontose, som jeg havde i alle mine tænder. Jeg har fået indsat implantater, som skal sidde i 7 mdr., herefter får jeg kroner på.

Jeg havde 1 meget løs kindtand tilbage i overmunden til støtte for protesen - denne er nu fuldstændigt vokset fast igen.

Jeg fik at vide af min nye tandlæge, at havde jeg været hos ham for 4-5 år siden, ville jeg have haft alle mine tænder endnu.

Er der nogen som helst mulighed for et krav om erstatning?

Svar:

Hvis din gamle tandlæge har udført sit arbejde mangelfuldt eller for dårligt, så er der mulighed for at få erstatning.

Du kan eventuelt bede din nuværende tandlæge om en faglig vurdering, og hvis den falder ud som ovenfor omtalt, kan du indbringe sagen for amtstandlægenævnet, som du kan få mere at vide om hos amtskommunen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund