Kan jeg tage orlov?

Hej Brevkasse.

Jeg er pt. i arbejde og ansat efter funktionærloven. Jeg overvejer at tage orlov, men kender ikke de økonomiske konsekvenser. Jeg er ikke medlem af en fagforening/a-kasse - har det nogen betydning mht. orlov? 

Jeg er far til et barn på 2 år. Er der forskellige orlovstyper jeg kan benytte mig af?  

Hvor lang tid kan man holde orlov og hvilken indtægt har man i perioden? 

Kan jeg være sikker på at jeg stadig har et arbejde, når orloven er overstået?

Hvor lang tid i forvejen skal man fortælle om planerne til arbejdsgiveren?

Svar:

Hvis du er i fuldtidsarbejde kan du i orlovsydelse til børnepasning fra kommunen få en ydelse, der svarer til 60% af højeste dagpengebeløb.

Du har ret til op til 13 uger orlov og kan efter aftale med arbejdsgiveren få op til 52 ugers orlov. Det kan være fastsat i overenskomsten med hvilken frist arbejdsgiveren skal varsles, men er det ikke det, skal arbejdsgiveren mindst have 4 ugers frist.

Det har ikke betydning, om du er medlem af en a-kasse eller ej, men når du ikke er medlem af en a-kasse, er det kommunen, der skal udbetale pengene. Det er i øvrigt arbejdsformidlingen, der bevilger orloven, så du skal gå på arbejdsformidlingen og få et ansøgningsskema.

Med hensyn til din ansættelse har du samme beskyttelse, som hvis du var i arbejde, men arbejdsgiveren må ikke fyre dig på grund af dit varsel om orlov til børnepasning. Men hvis han f.eks. kan bevise, at der er arbejdsmangel, kan han godt fyre dig.


Med venlig hilsen

Claus Palle