Kan jeg fyres på grund af spirituskørsel?

Jeg er for nylig blevet frakendt kørekortet i 1 år pga. spritkørsel !!

I min ansættelseskontrakt står:
Medarbejdere, som i forbindelse med udførelse af jobbet har brug for at køre, forventes at have bil til rådighed i nødvendigt omfang samt gyldigt kørekort.

Citat: "I Virksomheden betragtes afskedigelse som "sidste udvej", medmindre der er tale om grov forsømmelse. I alle andre tilfælde tilstræbes, at afskedigelser kan undgås"

Efter at have fået min kendelse gik jeg til min chef og fortalte tingene som de var og fik at vide "du har fået straf nok - du bliver ikke fyret" !

I går (ca. 14 dage senere) bliver jeg så kaldt ind til møde med min chef og vores personalechef og bliver sagt op - min chef har skiftet mening !!!

Er det berettiget ????

 SVAR

Virksomheden er i sin gode ret til at afskedige dig, hvis den anser det for nødvendigt, at du har et gyldigt kørekort, eller den anser spirituskørsel for en "grov forsømmelse".

Jeg forstår udmærket din frustration over, at din daglige chef stiller dig én ting i udsigt, inden personalechefen vrider arm på ham og alligevel afskediger dig. Men det kan du ikke bruge til at hindre opsigelsen.

Hvis der er personalemæssige organisationer på virksomheden, så få dem - eller eventuelt din fagforening - til at gå ind i sagen. Det kan måske påvirke den øverste ledelse til at ændre opfattelse af din sag.

Rent juridisk kan der næppe blive tale om usaglig afskedigelse - medmindre ledelsen har behandlet lignende sager på en anden måde tidligere!

Med venlig hilsen

Erik Frodelund