Kan en virksomhed i forbindelse med omlægning af sin organisation og fyring af personale
kræve, at det tilbageblevne personale skal tage overarbejde for at klare "bunkerne/restancerne"?
Svar:
Det politisk korrekte svar er: Det kommer an på, hvordan du er ansat. Alt
afhængig af, om du er ansat på overenskomstvilkår, som tjenestemand, i jobtræning,
efter funktionærloven eller helt individuelle aftaler, skal du dykke ned i det retlige
grundlag for ansættelsen, dvs. loven, overenskomsten, ansættelseskontrakten for
dér at finde svaret.
Er du ansat på en overenskomst vil jeg anbefale dig at gå til eksperterne på dét
område, nemlig dem der har lavet overenskomsten, din fagforening.
Det juridiske svar på dit spørgsmål - under den forudsætning, at du er ansat
på en individuel kontrakt - er: I langt den overvejende del af de ansættelsesaftaler
(inkl.. funktionæraftaler) der indgås, kan en arbejdsgiver ikke kræve overarbejde!
Så her vil svaret typisk være nej - du skal dog stadig se i din kontrakt.
Årsagen til, at der ligger bunker/restancer er i relation til de blivende
medarbejdere og dit spørgsmål underordnet. Det er et spørgsmål, som kun er relevant
for de fyrede medarbejdere - er omstruktureringen reel?
Det praktiske svar - som jeg ærlig talt synes er det vigtigste svar for dig,
er: Vær fleksibel, men bevar respekten for dig selv. Acceptér ikke mere end at du
kan holde din egen ære ud!
Du skriver, at der er foretaget fyringer pga. omstruktureringer m.m. Dette
betyder, at man ikke har haft brug for visse medarbejdere. Der er mange momenter
i bedømmelsen af, hvad der gør en kvalificeret medarbejder. Der er dels de
sociale kvalifikationer, hvor godt passer man ind i gruppen, der er dels de
faglige, hvor meget kan man af de ting, arbejdsgiveren har brug for, og så er der
dels flittigheden, hvor meget gider medarbejderen at engagere sig.
Et ansættelsesforhold (efter min opfattelse) er et gensidigt forhold, som på
ingen måde blot handler om at lave de 5 ting, som står i ens kontrakt, for hvilket
man får sin timeløn incl. øreafrundning. Et arbejde er et sted, hvor man tilbringer
det meste at sit vågne liv. Man skal have det godt. Jo bedre man ønsker at
have det, desto bedre får man det.
Og tryk avler modtryk. HVIS du nægter at overarbejde (selvom du nok ikke SKAL
acceptere og derfor har RET til at sige nej) - måske i sympati for dine fyrede
kolleger - kan du nok være ganske sikker på, at din arbejdsgiver tager den
holdning med i betragtning næste gang der skal omstruktureres.
Hvis jeg var dig ville jeg overveje situationen ikke ud fra din JURIDISKE
RET men ud fra, at du skal fortsætte med at indgå i den helhed, som din arbejdsplads
udgør. Bare du kan stå inde for dit valg!
Venlig hilsen
27-08-2024