Parkeringsbøde ved motorstop?

Hej !

Jeg har et lille problem med Københavns parkeringsservice. Jeg gik i stå (motorstop) og har fået tildelt en bøde for ulovlig parkering.

Jeg skrev til parkeringskontoret, hvor jeg henviste til færdselslovens § 31, stk 2 omhandlende henstilling af køretøjer i nødstilfælde m.a.o kan man ikke give bøde, når der er tale om et nødstilfælde.

Herefter modtog jeg brev fra kontoret om, at jeg skulle dokumentere havariet med værkstedsregning, politirapport eller andet acceptabelt.

Hertil skrev jeg tilbage, at det har jeg sandeligt gjort, da både jeg og min medpassager 1) har skrevet under på tro og love og 2) at der sagtens kan være tilfælde, hvor der ikke foreligger en autoriseret dokumentation, da man selv er i stand til at udbedre skaden f.eks. ved punktering, og i mit tilfælde en afbrændt sikring til motortændningen m.m.

Hertil fik jeg svar tilbage om at man ikke "så" sig i stand til at acceptere dette og at jeg kunne afgive protest ved en følgende inddrivning hos skattevæsenet og så gå i fogedretten.

Hertil skal jeg også lige nævne, at jeg for at par år siden fik eftergivet en bøde af samme karakter ved en punktering.

Mit spørgsmål er herefter. Har kommunen juridisk ret til at underkende dette. Hvis så, vil en sag i fogedretten til deres fordel betyde at man underkender 2 personers underskrift på tro og love, samt det faktum at man er i stand til at udbedre et midlertidigt motorstop uden anden dokumentation.

Jeg ved ikke hvorfor kommunen stiller sig sådan på bagbenene, men jeg reagerer af pricip og vil ikke betale for et "lovligt" uheld.

På forhånd tak for evt. svar

 SVAR

Rent juridisk har du fuldstændig ret. Du kan ikke pålægges en parkeringsbøde, hvis din bil rent faktisk har været havareret og dermed ikke parkeret.

Men det er dig, der skal bevise, at bilen var ude af drift, så den ikke kunne køre, og dette bevis løfter du efter min mening ikke med en erklæring som den omtalte. Havde du samtidig sat et stykke papir i ruden på bilen - evt. med påskriften "Motorstop - kan ikke køre - forsøger at skaffe reservedele" - ville du bevismæssigt stå langt bedre.

Hvis du protesterer mod afgiften i fogedretten og fremlægger din erklæring, vil retten sandsynligvis henvise sagen til de almindelige domstole. Men om du kan vinde den her, sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved.

Havde du haft en regning fra et autoriseret værksted, ville p-afgiften blive sløjfet uden videre. Og det samme ville være tilfældet, hvis du kunne dokumentere, at du den pågældende dag - mens afgiften blev udskrevet - købte en sikring på en tankstation.

Går du videre med sagen, vil jeg gerne høre, hvad resultatet bliver.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund