Hvordan er jeg stillet, når jeg er ansat som sælger uden ansættelsesbevis?

Jeg har nu været ansat i en virksomhed som sælger i snart 1 ½ år.

Min arbejdsgiver har ikke taget sig sammen til at udfærdige nogen ansættelseskontrakt, dvs. mit eneste bevis på ansættelse er min månedlige lønseddel fra DataLøn.

Hvilke rettigheder har jeg uden en ansættelsesaftale, og hvilke forhold er gældende ved opsigelse.

Min egen vurdering er, at det fortsat er funktionærloven der gælder, men er det korrekt ?

SVAR:

Du skriver, at du blev ansat for 1½ år siden som sælger. Jeg går i mit svar ud fra, at du er ganske almindeligt fuldtidsansat.

Du har et såkaldt retskrav på at modtage noget skriftligt om vilkårene for din ansættelse. Det siger lov om ansættelsesbeviser. Det behøver ikke at være en kontrakt som sådan, det behøver efter loven alene at være et stykke papir, hvorpå som minimum er angivet: 1) arbejdsgivers navn og adresse, 2) arbejdsstedet, 3) beskrivelse af arbejdet/titel, 4) ansættelsesforholdets starttidspunkt, 5) rettigheder med hensyn til ferie, 6) opsigelsesvarsler, 7) løn og andre løndele (eks. kost og logi), 8) arbejdstid og 9) hvilke aftaler/overenskomster, der gælder for ansættelsen (om nogen).

Det at din ret er et retskrav betyder, at du kan gå til domstolene for at få din ret trumfet igennem. En arbejdsgiver bliver nemlig pålagt at betale en godtgørelse til dig (en slags erstatning) hvis arbejdsgiveren ikke vil udlevere et ansættelsesbevis. Godtgørelsen takseres til minimum kr. 5.000,00.

Som sælger yder man en funktion, hvor man automatisk bliver funktionær. Det siger funktionærloven. En arbejdsgiver kan ikke smyge sig uden om funktionærloven. Hvis du laver funktionærarbejde, er du omfattet. Og i så fald kan den ikke fraviges. Når   du ikke har fået nogen kontrakt, da du startede betyder det, at du ikke skal acceptere en med et hvilket som helst indhold. Du skal ikke acceptere, at arbejdsgiveren pålægger dig konkurrence- eller kundeklausul og skriver, at du i tilfælde af 120 på hinanden følgende sygedage kan blive opsagt med en måneds varsel. Disse ting kræver nemlig, at I aftaler det. Og er du ikke med på det, kan arbejdsgiveren ikke tvinge dig til det.

Du har ret til feriegodtgørelse, der beregnes som enten

1: 12,5% af din bruttoløn, dvs. at du, når du holder ferie får feriepenge udbetalt og ingen løn under ferie eller

2: ferie med løn og 1% af din samlede årsløn i feriegodtgørelse.

Hvis du ikke har fået de feriepenge, du skal have, kan du kontakte Feriefonden, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød og få nogle råd i så henseende.

Alt ovenfor er dine juridiske rettigheder og det er på ingen måde urimelige krav. En seriøs arbejdsgiver bør give dig det, du har krav på! Omvendt må jeg råde dig til, at du ikke skal brase frem med 120 i timen, såfremt du er glad for dit arbejde. Far med lempe, åbn en dialog med din arbejdsgiver for at få ham til at se det rimelige i dine krav. Formuler dine krav på skrift og gem en kopi af de breve, du giver ham. Indvilliger han stadig ikke i at give dig dine rettigheder, er det en anden sag. I den situation bør du nok ikke længere tage hensyn til din arbejdsgiver.

Svaret ovenfor er baseret på den forudsætning, at du har alm. fuldtidsarbejde. Har du max. 15 timer pr. uge kan du ikke kræve påberåde dig funktionærstatus - men så længe du stadig har min. 8 timer pr. uge gælder alt det andet anførte.

Med venlig hilsen

Anders Frederiksen

Ret & Råd, Store Heddinge

retraad.gif (5798 bytes)