Kan jeg kræve erstatning af skattevæsenet?

Jeg har haft en del henvendelser fra og tvister med skatteadministrationen i min kommune. Begge sager har jeg påklaget til skatteankenævnet og fået fuld medhold.

Skatteadministrationen er tilsyneladende ikke tilstrækkelig kvalificeret i de pågældende spørgsmål og det ser ud, som om de rutinemæssigt udskriver forhøjelser af skatten ud fra en saldobetragtning og sandsynlighed for, hvor mange skatteydere, der kan/vil påklage deres kendelser.

Mit problem er, at skatteadministrationen røver min tid i et uacceptabelt omfang, hvilket har et indtægtstab fra bierhverv som direkte konsekvens.

Mit spørgsmål er nu: Kan man forestille sig (med held), at gøre erstatningskrav gældende mod skattemyndighederne, hvis man kan dokumentere et indtægtstab og kan dokumentere, at skattemyndighederne har optrådt unødigt tidsrøvende.

SVAR

Vi forstår fuldt ud, at du - og mange andre - kan have lyst til at få arbejdstiden betalt i sager, hvor skattevæsenet kræver dokumentation m.v.

Men - og med stort: MEN - da der er tale om en kontrolmyndighed, har den beføjelse til at kræve en mængde oplysninger samt foretage forhøjelse efter et relativt frit skøn, og derfor har du ingen udsigt til at vinde en erstatningssag (selv om de kan dokumentere et indtægtstab samt at "skattemyndighederne har optrådt unødigt tidskrævende").

Hidtil er mig bekendt ingen kommet igennem med et sådant erstatningskrav, og efter min vurdering vil det kun være muligt, såfremt du kan dokumentere, at skattemyndighederne udøver magtmisbrug, fx ved konstant at forhøje din skat for at forhindre dig i at skrive kritiske læserbreve i en lokal avis.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund