Har jeg som studerende krav på 50% rabat på fartbøde?

Jeg har lige fået en fartbøde, og jeg har tidligere sendt dokumentation ind på at jeg var studerende, og derved fået halveret bøden.

Bøden kom fra Holbæk politikreds og jeg sendte dokumentation ind på, at jeg er studerende. Tilbage kommer et brev hvor der står:

"I anledning af Deres ansøgning om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen af det skyldige beløb, anmodes De om at tilbagesende vedlagte skema i udfyldt og underskrevet stand inden 10 dage", "afdragsvis betaling eller henstand med betalingen" er streget over med en kuglepen, og i stedet står der, med kuglepen, "nedsættelse". Skemaet er omkring min økonomiske situation.

Jeg vil godt høre om det er lovligt at spørge om min økonomi, eller om de i følge loven skal give mig halv pris, når jeg er studerende.

SVAR:

Du har ikke ubetinget ret til at få bøden nedsat til det halve, fordi du studerer, men dette er det sædvanlige. Du skal svare politiet og meddele de nødvendige oplysninger om dine økonomiske forhold.

I Rigsadvokatens vejledning om bøder, som er gældende står anført:

"I tilfælde af bødenedsættelse bør følgende iagttages:

1. Bøder til sigtede med særlig lav indtægt nedsættes til det halve beløb. En bøde kan dog aldrig nedsættes til mindre end 300 kr. En halvering vil navnlig kunne komme på tale for unge under uddannelse, pensionister og personer, der modtager ikke-tilbagebetalingspligtig kontanthjælp efter bistandsloven."

Med venlig hilsen

Ole Larsen, advokat

Ret&Råd, Hvidovre

jug-logo.jpg (14017 bytes)