Vores nabo er begyndt at holde høns. Problemet er, at hønsene ikke er indhegnet og derfor ofte befinder sig i vores have. Jeg har flere gange bedt ham om at hegne hønsene inde, men dette er ikke sket endnu. Han har haft hønsene i 4-5 måneder nu.
Kan vi gøres ansvarlige hvis vores hund bider hønsene ihjel, mens de befinder sig i vores have?
Det virker lige dramatisk nok at melde det til politiet, men hvad kan vi ellers gøre, når ikke han vil høre på os. Vi har foræret ham en pjece ang. hønsehold fra MLK Østjylland I/S, så han ER orienteret om reglerne på området.
Nej, I risikerer ikke at komme til at betale erstatning, hvis jeres hund bliver lækkersulten og bider halsen over på en høne. Godt nok er det objektivt ansvar for skader forvoldt af hunde, men her udviser hønsene (eller rettere deres ejer) en sådan grad af egen skyld, at drabet - efter min vurdering - ikke kan udløse en erstatning.
Tillige har I ret til at fjerne hønsene fra jeres grund, og I skal ikke betale erstatning, hvis hønsene omkommer i forbindelse med jeres forsøg på at fjerne dem. Det fremgår direkte af § 14 stk. 1 i lov om mark- og vejfred.
I kan også lade hønsene indfange og kræve en slags løsepenge - kaldet optagelsespenge - for at udlevere dem til jeres nabo. Denne mulighed har I efter kapitel III i den omtalte lov.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund